23948sdkhjf

Passat i top på liste over mest populære firmabiler

ALD: Når en bilimportør beslutter sig for, at de vil op og ligge højt på listen, så kommer det firmabilisterne til gode, for i kampen om deres gunst følger der attraktivt ekstraudstyr med.
LEASING VW Passat rykker op på en sikker 1. plads på årets Top 10 over firmabiler. Topplaceringen skyldes ikke mindst en model med masser af lækkert ekstraudstyr inkluderet i prisen, påpeger leasingselskabet ALD Automotive. Og det går rent ind hos firmabilisterne, for de kan lide et godt tilbud, oplyser ALD. Ford Mondeo lå ellers lunt og godt som den mest populære bil på sidste års opgørelse fra ALD, men den er nu havnet som nr. 4. Foran er BMW 3-serie samt Mercedes C-Klasse.

Forklaringen er ikke mindst at Passat tilbød en Plus-model med masser af lækkert ekstraudstyr, der fulgte med i prisen. Det er et sikkert hit hos firmabilisterne, fastslår Michael Jensen, kommerciel direktør i ALD.

- Årets opgørelse viser, at der er nogle mærker, som traditionelt ligger i top, fordi de altid er attraktive for bilisterne. Oveni kommer så specialtilbuddene. Det er her, de sidste point vindes, og topplaceringen ofte kommer i hus, siger Michael Jensen.

For Passaten vil det helt konkret sige automatgear, parkeringssensor, adaptiv fartpilot og opvarmning af både forrude, rat og bagsædepladser med mere. Alt sammen med i prisen.

Opel Insignia på vej

- Når en bilimportør beslutter sig for, at de vil op og ligge højt på listen, så kommer det firmabilisterne til gode, for i kampen om deres gunst følger der attraktivt ekstraudstyr med, siger Michael Jensen. Han tilføjer, at VW i det konkrete tilfælde også kunne levere hurtigt, hvilket er en vigtig faktor, når firmabilisten har fundet det rigtige tilbud blandt de mange biler.

Andre nye på listen er VW Touran og Opel Astra. Derimod er en tidligere topscorer som Opel Insignia røget helt ud sammen med både Peugeot 308, Ford Focus og Mazda 6.

Michael Jensen forudser, at der kan blive rykket rundt på topplaceringerne næste gang. Blandt andet er en ny model af Opel Insignia på vej, som meget vel kan blive populær hos firmabilskunderne.

- Vi kan allerede nu se, at nogle af mærkerne begynder at røre på sig med nye modeller, så der er ingen tvivl om, at firmabilisterne kan se frem til nogle interessante tilbud. Især pakker med mere sikkerhedsudstyr ser vi som en god mulighed, siger han.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.087