23948sdkhjf

Mobilt pladeværksted udvider med flere biler

RKS Pladeteknik er blevet til et aktieselskab med ny medejer, fem nye rullende værkstedsvogne og fast skadescenter under opbygning i Haderslev.

SUCCES Ideen har slået an, og kunderne strømmer til; den enlige mobile værkstedsvogn hos RKS Pladeteknik, som startede op i foråret, har nu fået selskab af fire nye fuldt udstyrede værkstedsbiler og lige så mange ansatte på Sjælland, Fyn og i Jylland.

Samtidig er enmandsselskabet blevet til et aktieselskab, idet iværksætter og smed Martin Thomsen er kommet med om bord med en halvpart, fordi han kender iværksætter og karrosseritekniker Rune Pedersen, der startede RKS Pladeteknik.

Martin Thomsen er fra Aabenraa og har været selvstændig i 20 år med blandt andet rådgivning i energioptimering for også autobranchen. Samtidig har han drevet et vikarbureau med 120 mand til blandt andet smedearbejde og montering i ind- og udland inden for industrisektoren. Denne erfaring tager Martin Thomsen nu med ind i RKS Pladeteknik, der også tilbyder vikarservice.

- Jeg brænder for at sætte ting i system og kan, sammen med Rune, se, at skadesdelen i autobranchen har brug for et løft og fornyelse, siger Martin Thomsen.

Den nye medindehaver skal stå for administration, marketing og udvikling i virksomheden, der knopskyder med rekordfart og forventer at ansætte en femte mobil pladetekniker til Sønderjylland snarest.

Skadecenter med klassikere

Samtidig er virksomheden i fuld gang med at indrette et 600 kvadratmeter skadescenter i Haderslev med en speedbænk og en fast bænk til opretning af bilskader, tre klargøringslifte, en 4-søjlet samt en 2-søjlet lift. Skadescentret skal primært servicere kunder i det sønderjyske, hvor begge medejere er fra, men også fungere som projektværksted til ombygning af især klassiske biler. Værkstedet har for tiden fingre i flere Porscher og BMW’er - en artikel i bilmagasinet Boosted er på vej.

En af årsagerne til, at RKS Pladeteknik bygger eget værksted er, at virksomheden dermed kan hente store skader og bænkskader hjem fra kunder, som ikke har plads til den ved den mobile værkstedsservice.

- Vi har oplevet dette som et hul i vores koncept, der måtte løses med en fast base, så vi kan klare alle opgaver fremover, siger Martin Thomsen.

Det er også meningen, at de mobile enheder kan benytte skadescentret til at hente mere sjældent brugt værktøj, såsom en modstandssvejser, og således deles om værktøj og maskiner alt efter de rullende ordres omfang og beskaffenhed. Der er allerede hentet biler så langt væk som fra Aalborg og Sjælland til det faste værksted i det sydjyske.

Samtidig har RKS Pladeteknik investeret massivt i værktøj til opretning af aluminium, som alle de mobile værksteder er blevet udstyret med, så virksomheden også kan lave denne form for skader ude hos kunderne.

Store og små nye kunder

- Selv om vi bygger fast værksted, har vi stadig hovedfokus på det mobile arbejde for landets værksteder, der kan se fidusen i at beholde adskillelses- og samlearbejdet på eget værksted frem for at sende det ud til en samarbejdspartner - og lade os tage os af selve karrosseri-skadesarbejdet, betalt af forsikringsselskabet, siger Martin Thomsen.

Han tilføjer, at omtale og annoncer i Motor-magasinet og på Linkedin har givet pæn respons og delinger samt henvendelser fra kunder.

Hovedparten af kunderne er små og mellemstore værksteder, der ikke selv har udstyr eller knowhow til at behandle især større skader. Men også flere store kunder, såsom Bilcentret A. Nielsen A/S Opel i Middelfart og Kjær Biler A/S Peugeot i Haderslev har valgt at blive kunder. Autocentralen, der ellers selv har kæmpe skadescenter, har bestilt arbejde hos RKS Pladeteknik som spidsaflastning i perioder.

- De større værksteder vælger enten at lade os lave alt eller skille ad og samle selv, hvis de har tid. Her er det fleksibilitet, der tæller, og at værkstederne ikke er bundet til at lægge ud til skadescentre, som hidtil, så arbejdet kan tilrettelægges alt efter, om svendene har noget at lave eller ej - værkstederne finder det vigtigt ikke at sige nej til skadesarbejde i perioder med spidsbelastning, fortæller Martin Thomsen.

Netop på grund af denne udvikling tilbyder RKS Pladeteknik tre pakker; Standard, Half og Komplet.

Får brug for investor-hjælp

I kraft af udvidelsen med fire mobile enheder og skades-centret er omsætningen steget. Men der er samtidig investeret kraftigt.

- Vi har kigget vores bankmand dybt i øjnene og fået ok med vished om, at vi er klar til at tage et minus i regnskabet det første år - det er første gang, jeg personligt har købt mig ind i et selskab og ansat fire mand uden at have tilsvarende arbejdsordrer i bogen først. Vi har øje for eventuelle investorer men vil faktisk gerne vise, at vi kan selv. Men vi får nok brug for hjælp til at udvide til resten af Norden senere, siger Martin Thomsen.



Kommenter artiklen
Annonce
Annonce
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

    Nyhedsbreve

    Send til en kollega

    0.11