TRAFIKRADIO Med eller uden DAB? For bilforhandlere kan det være et godt spørgsmål at stille kunden, når udstyrslisten skal krydses af. Regeringen lægger nemlig i sit medieudspil fra den forgange uge op til, at det det analoge radiobånd, FM, lukker og slukker i 2021. Bliver det vedtaget, bliver de bilradioer, der ikke har DAB, tavse.
Ganske vist lader det ikke til, at Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne er med på en lukning. I det gældende medieforlig hedder det, at FM først skal lukke, når over halvdelen af befolkningen er gået over til DAB. I øjeblikket hører 62 procent radio via FM.
Det tal er endnu højere, når det gælder biler. Her er kun 17 procent af bilerne udstyret med en DAB-radio. tallene viser desuden, at 20 procent af al radiolytning foregår i bilen. På daglig basis hører cirka 1,4 millioner danskere radio i en bil.
Råber vagt i gevær
Derfor har FDM råbt vagt i gevær, fordi organisationen mener, at en lukning af FM-båndet allerede i 2021 vil gå udover de danske bilejere. FDM vurderer, at det vil koste i gennemsnit 5.000 kroner at skifte en ældre FM-radio ud med en DAB-radio i en bil. Derfor bliver der tale om en milliardregning, hvis samtlige bilister vælger at udskifte radioen. Trods udsigt til øget omsætning er heller ikke AutoBranchen Danmark begejstret for udsigten til en slukning af FM-signalet:
- Foreløbig er kun en meget lille del af den danske bilpark klar til at kunne modtage radio på DAB, og det koster immervæk nogle tusinde kroner at installere en ny radio i bilen. Vi kan godt se, at det kan bringe trafiksikkerheden i fare, hvis alt for få modtager trafikmeldinger. Derfor lyder det som en overilet beslutning at lukke FM-båndet med så kort varsel, siger Frank Korsholm, der Politik- og Kommunikationschef i AutoBranchen Danmark
Det vil skabe travlhed inden for branchen af eftermontering af DAB-adaptere, hvis regeringen kommer igennem med sit forslag om at slukke for FM om tre år.
DAB giver mere plads
Men hvorfor DAB, når nu FM er så udbredt?
DAB blev indført i 2000 for at skabe plads til flere radiostationer. FM-båndet har en begrænset kapacitet, mens man med DAB kan udsende flere kanaler på samme frekvens. Dermed er der plads til flere radiostationer med DAB.
Derfor er der på DAB en række kanaler, som ikke kan høres på FM-båndet. Desuden kan der vises mere information om den igangværende udsendelse eller det afspillede musikstykke på radioens display.
Ulemperne er generelt dårligere lydkvalitet samt et mindre udbygget sendenet, som kan betyde udfald af lyden på visse vejstrækninger.
Desuden er der problemer med at modtage trafikmeldinger DAB udsendes i blokke Og hvis man f.eks. hører kommerciel radio eller noget andet i en den blok, P4 sender trafikradio på, får bilisten ikke trafikmeldingen.
Norge har slukket for FM
DAB er opfundet i England, hvor næsten hele landet er gået over til formatet. Norge har allerede slukket for FM-signalet, så også der, er udbredelsen så godt som 100 procent.
Men kritikere af systemet mener, at internetbaserede radio for længst har overhalet DAB. Internetradio kræver - i modsætning til DAB - ikke sendetilladelse og med apps ar man adgang til tusindvis af radiostationer.
Det hjalp heller ikke på DABs popularitet, at formatet oktober sidste år blev opgraderet til DAB+, som medførte af ældre DAB-radioer ikke længere virkede, som ellers 300.000 biler kørte rundt med.
Der findes dog andre og billigere løsninger end at udskifte bilens gamle FM-radio. Har bilen trådløs bluetooth-forbindelse kan man streame internetradio. Det er også muligt at tilslutte en smartphone via radioens AUX-indgang. Desuden kan en lille DAB-adapter monteres og tilsluttes en eksisterende bilradio.
Regeringen vil henover sommeren forsøge at forhandle medieforliget på plads.
Er DAB den bedste afløser for FM?
Regeringen vil slukke for FM-signalet i 2021, hvilket berører 1,4 millioner biler uden DAB-radio. Men er udviklingen løbet fra DAB?