Er man ved at blive en sur gammel mand?
Da jeg i 2009 påbegyndte mit job som SKAD direktør, var den første opgave at få indblik i medlemmernes hverdag og branchens sundhedstilstand. Hvad var det nu medlemmerne kæmpede med?
Først og fremmest var der ikke megen fokus på de her ”bulebankere”, som man kaldte dem for. Skolens niveau var i bund og teknologi var et fremmedord. Tidssvarende reparationsmetoder og udstyr var endnu ikke kommet til Danmark. Ydermere så kom der klager over manglende kompetence hos taksatorer, et autotaksprogram der ikke passede, pres fra selskaberne på værkstedernes økonomi, dårlige kopidele, nedgørende adfærd og meget andet.
Det stod straks klart, at der måtte gøres noget, ikke mindst, fordi karrosseriværksteder ansås som værende det laveste led i autobranchen. Det var bare ikke sexet at være pladesmed.
Kampen begyndte. Først skulle karrosseribranchens anseende genskabes. Gennem hårdt arbejde og betydelige kampe lykkedes det, at få fokus på udviklingen af uddannelsen og indførelse af begrebet Karrosseritekniker.
Kun fokus på lav pris
Yderligere skulle der også stilles skarpt på trafiksikkerhed og korrekt reparation, som omfattede arbejdet med implementering af reparationsvejledninger, som blev til realitet marts 2012. Her var håbet om, at man fra forsikringsselskabernes side vil favorisere de dygtige kompetente karrosseriværksteder. Det virkede i ca. 2 år, hvorefter man igen kun gik efter prisen og nærmest var ligeglad med trafiksikkerheden. Et unfair ræs om at få biler henvist begyndte efter mottoet: ”Er du billig kan du få, er du dygtig kan du gå.”
Kampen mod kravet om at montere billige kopidele på bilerne er vigtig. SKAD testede dele i samarbejde med Force Technology Institut, som udelukkende skulle tjene som debatgrundlag for en mere sikker verden. Men – det faldt ikke i god jord, hverken hos nogle brancheforeninger ej hellere hos forsikringsselskaberne.
Når man i dag ser tilbage, så kan det undre, om arbejdet har haft betydning for autoskadebranchen og om der er sket mere siden? Om det har haft en effekt kan kun værkstederne bestemme. Men der er sket noget siden da.
Edderkop i digitalt spind
Forsikringsselskabernes indkøbsmetoder er blevet skrappere. Autotaks er blevet mere avanceret og tjener i dag som central indkøbsportal og indkøbssoftware for alle selskaber i fællesskab. En edderkop i et digitalt spind, der binder aktører og softwareløsninger sammen.
Her regulerer man digitalt den betaling, man ønsker at give til værkstederne, uanset om omkostningerne er højere. Man udelukker værksteder fra at kunne anvende det monopoliserede program og regulerer dermed deres eksistens. Der sker datasamkøring og digitale optimeringsprocesser, så indkøbet kan blive billigere og markedsregulering bedre. I takt med at selskaberne køber hinanden op, så bliver markedsdominansen stærkere. Værkstederne er i denne sammenhæng ALTID taberne og fri konkurrence en saga blot.
Et unfair ræs om at få biler henvist begyndte efter mottoet: Er du billig kan du få, er du dygtig kan du gå
AI har fundet vej, og mange værksteder kan ikke længere tale med et menneske. Robotterne er programmeret til at foretage beslutninger, der har stor indflydelse på værkstedets økonomi samt tekniske og trafiksikkerhedsmæssige forhold, når robotterne ikke vil godkende en rapport med gode nye dele og professionelt arbejde.
Timepriserne er i dag det meste latterlige man har set. De ligger langt under det halve af hvad et værksted syd for grænsen får. Samtidigt bliver bilerne mere og mere avanceret, og forsikringsselskaberne kræver at man reparerer, kalibrerer, koder og alt det andet, uden at betale for det.
Konklusionen må være, at selskabernes magt er øget. Digitaliseringen af forsikringsselskabernes indkøb er ved at trække tæppet væk under mange værksteder. Investering i efteruddannelse og avanceret udstyr i takt med at bilerne er ønsketænkning.
Så kan man sige at man er ved at blive en gammel sur mand? Næppe. Kampånden fejler intet, på trods af, at man er blevet nogle år ældre. Fuld fart frem.
