23948sdkhjf

Kvinden i spidsen for alverdens Peugeot-forhandlere varsler store forandringer

Linda Jackson er øverste chef for Peugeot. Motor-magasinet mødte hende til en samtale om forhandlernes rolle i fremtiden, hvor elbilerne bliver flere og flere.

Den moderne Peugeot-forhandler skal være bindeleddet mellem den digitale oplevelse og den fysiske, hvor kunden kan opleve brandet samt se og mærke bilen.

Sådan er den røde tråd i den samtale, Motor-magasinet har haft med Linda Jackson, da hun forleden var på lynvisit på de nordiske markeder.

Hun taler hurtigt, og ved sin side er hun flankeret af en marketingdirektør, som kan tage over, hvis spørgsmålene bliver for skarpe. Men de fleste gange svarer hun præcist og så tæt på sandheden, som det nu kan lade sig gøre i forhold til konkurrenter og resten af ledelsen.

Linda Jackson er lige nu den øverste rangerende kvinde i nogen europæisk bilvirksomhed. Hun er startet på gulvet på et salgskontor hos Jaguar, og nu sidder hun som øverste ansvarlige for Peugeot efter en lang karriere hos bl.a. Citroën, hvor hun sluttede som CEO. Inden da var hun bl.a. hos Rover Group.

Stadig brug for forhandlere

- Jeg kommer ikke til at sige, hvorvidt der vil være færre eller flere forhandlere i de kommende år, men jeg ved, at forhandlernes rolle vil blive anderledes. Vi har brug for fysiske forhandlere, men deres rolle vil ændre sig markant, siger hun.

Jeg kommer ikke til at sige, hvorvidt der vil være færre eller flere forhandlere i de kommende år, men jeg ved, at forhandlernes rolle vil blive anderledes. Vi har brug for fysiske forhandlere, men deres rolle vil ændre sig markant Linda Jackson, Brand Chief Executive Officer, Peugeot

Forhandlerne skal være bindeleddet mellem kundens digitale oplevelse, hvor de søger information og viden, inden beslutningen om køb, men netop den store digitale øvelse, som kunderne selv skal foretage, kan ikke stå alene.

- Et bilkøb indebærer en fysisk oplevelse, og her skal vores forhandlere være endnu stærkere. Med mere digitalisering bliver det fysiske omkring brandet endnu mere vigtigt. Det er her, brandoplevelsen kommer ind i billedet. Den digitale oplevelse kan ganske enkelt ikke stå alene. Forbrugerne skal have den fysiske oplevelse af den store investering, som et bilkøb trods alt er. Bilkøb handler om følelser, og det er min overbevisning, at 99 procent af et køb handler om følelser. Derfor skal kunden mærke brandet fysisk hos forhandleren, vurderer hun.

’Touch the metal’’

Omvendt gider kunden ikke bruge 30 minutter på at underskrive diverse papirer hos forhandleren. Den del af købet vil de hellere ordne digitalt på telefonen eller computeren derhjemme.

Forhandlere får en stor opgave med at forklare og vise de nye connected services i bilerne, og så skal vi også huske på, at kunderne gerne vil have en human experience-oplevelse. Man vil gerne tale med nogen; måske blive bekræftet i sit valg eller blive klogere. The human touch i en bilhandel er meget vigtig, understreger hun.

- Tag ikke fejl, kunderne vil gerne ’’touch the metal’’ og vælge farve, for det kan du ikke gøre på computeren. Du skal se produktet i virkeligheden og i samspil med andre farver og materialer.

Elbiler koster arbejde

Linda Jackson er meget bevidst om situationen med elbiler, der har færre sliddele, og som derfor kræver mindre tid på værkstedet.

- Jeg vil gå så langt som til at sige, at der bliver mindre at lave for værkstederne. Vi har selvfølgelige præcise interne tal for, hvor meget mindre, men dem holder vi for os selv. Det er klart, at fremtiden for forhandlerne vil blive indtjening fra andre kanaler, hvilket kan være connected services, forsikringer og finansiering, vurderer hun.

Ingen udløbsdato

Som globalt brand med store ekspansionsplaner har Linda Jackson ikke travlt med at sætte en slutdato på produktionen af fossile biler, og hun forklarer, at man ikke længere udvikler nye benzin/dieselmotorer, men kun tilpasser de eksisterende til kommende miljøkrav. I Europa er der dog sat en slutdato på rene fossilbiler, og det har man tidligere kommunikeret vil ske fra 2030. I resten af verden vil man fortsætte med benzin, så længe der er forretning i det.

Hun bestemmer designet

Som øverste chef er det i sidste ende Linda Jackson, der bestemmer præcis, hvordan de kommende nye modeller ser ud.

- Ja, det er helt og holdent mit ansvar, og det er noget af det bedste ved jobbet. At stå med tre full size-modeller i ler og så træffe den endelige beslutning, siger hun.

Emnet er tydeligvis noget, Jackson brænder for, for uden yderligere opfordring fortæller hun detaljeret, hvordan designet bliver til.

Processen frem til det endelige valg, hvor Linda Jackson står med lermodellerne i fuld størrelse, vandrer rundt om dem, tænker, fornemmer, overvejer og til sidst træffer det afgørende valg, er meget lang.

Det begynder typisk med omkring 100 tegninger/designs, som forholdsvis hurtigt bliver reduceret til omkring 50 tegninger med tilhørende virtuelle præsentationer. Når det gælder selve indretningen, bliver der skabt hele interiørs, så de ansvarlige fysisk kan mærke rumfornemmelse og materialer, og hvordan lyset kommer til at påvirke oplevelsen i den endelige produktionsmodel.

Designprocessen er lang, og selv om Linda Jackson har været chef siden januar 2021, har hun ikke haft indflydelse på den nuværende Peugeot 308, der allerede stod færdig, da hun satte sig tilrette for bordenden i ledelsen. Hendes eneste beslutning om Peugeot 308 var en ny lys blå farve.

Linda Jackson Blå Bog

Linda Jackson har bred erfaring inden for autrobranchen, især med finans- og kommercielle roller hos bl.a. Jaguar, Land Rover og Rover Group, hvor hun gik fra ay være Regional Financial Manager for Rover Europe i slutningen af ​​90'erne til Økonomidirektør for MG Rover Group indtil udgangen af ​​2004, før hun kom til Groupe PSA i 2005.

Lindas første rolle i Groupe PSA var som finansdirektør for Citroën UK, og derefter for Citroën France, fra 2009 til 2010. Hun blev administrerende direktør for Citroën UK og Irland i juli 2010.

I 2014 blev Linda udnævnt til Global CEO for Citroën-mærket og medlem af PSA Global Executive Committee.I sine seks år som Global CEO for Citroën, fra 2014, lykkedes det Linda at repositionere mærket, øge salget og transformere Citroën til et af de mest respekterede mærker.

I januar 2020 blev Linda udnævnt til at stå i spidsen for Mainstream Brand Portfolio Development hos Groupe PSA for at tydeliggøre og sikre differentieringen af ​​brands inden for den almindelige produktportefølje.
Linda Jackson er uddannet med en MBA fra University of Warwick i UK og tilbragte hele sin karriere i bilindustrien.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109