23948sdkhjf

Argentinske vikarer giver en hånd med i værkstedets højsæson

Ti argentinere er blevet en vigtig del af arbejdsstyrken hos Super Dæk Service i Skovlunde i en travl højsæson med op til 110 hjulskift om dagen.

ARBEJDSKRAFT Når en ny dæksæson begynder, og kunderne strømmer ind for at få skiftet fra vinter- til sommerhjul eller omvendt, står et helt specielt hold af vikarer klar hos Super Dæk Service i Skovlunde – for de er alle argentinere, nogle højt uddannede, og kommer dermed langvejs fra. Der er cirka 17 timers flyrejse fra det sydamerikanske land, hvor hovedstaden Buenos Aires ligger over 12.000 kilometer fra Danmark.

Med over 100 hjulskift om dagen, og 4500 kundehjul at holde styr på, er der masser af arbejde til de i alt ti argentinske medarbejdere i Skovlunde, heraf ni dækmontører og én mekaniker.

Vi er meget glade for vores argentinske kollegaer, som yder en fantastisk indsats og passer rigtig godt ind i vores afdeling Pia Bagge, afdelingsleder, Super Dæk Service Skovlunde

- Vi er meget glade for vores argentinske kollegaer, som yder en fantastisk indsats og passer rigtig godt ind i vores afdeling. Siden vi, som den første afdeling, ansatte argentinske vikarer, har andre afdelinger i kæden fulgt trop. I dag har 14 af vores afdelinger i Super Dæk Service argentinere ansat til at hjælpe i højsæsonerne. I alt har vi cirka 60 argentinere ansat i kæden lige nu, fortæller afdelingsleder hos Super Dæk Service i Skovlunde, Pia Bagge.

Udviklingen tog fart

Historien om de argentinske vikarer begynder, da rekrutteringsbureauet Humanizer i 2019 ansatte de første vikarer hos en kunde i transportbranchen.

- Det udviklede sig hurtigt, og vi begyndte snart at opleve en stor vækst i vikarer fra Argentina, som blev anbefalet at søge hertil af deres venner og bekendte i Danmark. Det var lidt af en sneboldeffekt. Flere af vikarerne ønskede at blive, og vi fik fordelt dem ud på andre opgaver, blandt andet som hjulmontører hos Super Dæk Service, fortæller Fie Droob, der er salgs- og kundekonsulent hos rekrutteringsfirmaet Humanizer, og fortsætter:

- Flere vikarer har arbejdet i flere sæsoner som dækmontører her i Skovlunde, hvor vi også løbende har optræning af nye hjulmontører fra Argentina, før sæsonen begynder. Sidste gang havde vi over 20 nye vikarer til træning, så der kommer løbende flere til. Vi sætter meget stor pris på det rigtig gode samarbejde, vi har opbygget.

Stort fokus på trivsel

I følge Pia Bagge kommer flere af argentinerne, hvoraf flere nu arbejder på tredje og fjerde sæson hos Super Dæk Service, med lange uddannelser bag sig.

Det er tankevækkende, at flere kommer med lange uddannelser bag sig. Der er alt fra læger, dyrlæger og psykologer til ingeniører Pia Bagge, afdelingsleder Super Dæk Service Skovlunde

- Det er tankevækkende, at flere kommer med lange uddannelser bag sig. Der er alt fra læger, dyrlæger og psykologer til ingeniører. Vi har også en automekaniker, som vi fastansatte i januar i år. Ellers er mønsteret, at mange af vikarerne arbejder her i Danmark i tre-fire måneder, før de tager tilbage til Argentina nogle måneder, inden de kommer tilbage hertil igen, siger Pia Bagge, som også forsøger at hjælpe vikarerne med at lære den danske kultur at kende:

- Før sommersæsonen starter, får de altid smørrebrød. Inden juleferien serverer vi flæskesteg, risalamande og giver en lille julegave. Vi har også et par gange udlånt en af vores kundebiler i weekenden, så de kommer ud og ser mere af landet og lærer danskerne og den danske kultur bedre at kende. De får omvendt også lov til at spille musik fra Argentina ude på værkstedet, når det bliver lidt tungt og mørkt i vintersæsonen, og de har brug for lidt flere farver og mindes deres hjemland, siger afdelingslederen og uddyber:

- På den måde prøver vi at gøre vores til, at de alle sammen får en god oplevelse og trives, mens de er her. Udover det er vikarerne ansat på danske overenskomster gennem Humanizer. For det er vigtigt for os, at alle trives, behandles ordentligt og føler sig som en del af vores fællesskab. Uanset om man er herfra eller kommer fra den anden side af kloden.

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Se seneste nyhedsbrev ???id_11737???

Send til en kollega

0.094