23948sdkhjf

Politi deler 48 bøder ud til unge bilentusiaster i Næstved

48 unge mennesker er blevet sigtet for at have kørt ulovligt i et industriområde natten til søndag i Næstved. Det fortæller vagtchef Henrik Karlsen ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Området Ydernæs i udkanten af Næstved har før været plaget af gaderæs, og vagtchefen kan derfor ikke udelukke, at det har været det, der foregik.

På grund af problemerne med gaderæs har Næstved Kommune indført et forbud af køretøjer i området mellem klokken 20 og 02.

Det er dette forbud, som den større flok af unge er sigtet for at bryde, og derfor har politiet udskrevet 48 bøder til de unge mennesker for at have kørt der i tidsrummet.

Flest unge mænd involveret

- De var i biler og kom fra hele regionen. Der var nogle enkelte, der fandt smutveje og ikke fik bøder, siger Henrik Karlsen.

Han fortæller videre, at de unge bilister, som bliver beskrevet som "bilentusiaster" af politiet på Twitter, havde turneret rundt i andre byer tidligere på aftenen og natten, inden de endte i Næstved.

Politiet modtog anmeldelsen klokken 00.45 fra beboere i området i Næstved og ankom til stedet kort efter, hvor de fik travlt med at udskrive bøder frem til klokken lidt over to. Det var primært mænd, der sad bag rattet i bilerne. Der sad også passagerer i flere af bilerne.

De 48 personer har hver modtaget en bøde på omkring 1500 kroner, afhængigt af hvad sigtelser lyder på. En er desuden også sigtet for at tale i håndholdt telefon under kørsel.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109