Elbilforeningen i Danmark indgår nu en fælles nordisk alliance med verdens største organisation for elbilister, nemlig Norsk elbilforening.
Samarbejdet inkluderer en fælles ledelse, fælles strategi og medlemsfordele, herunder en ny fælles ladebrik, der giver adgang til over 800.000 ladepunkter og 150.000 hurtigladere i hele Europa.
- Hvis vi skal nå klimamålene, skal elbilen være den nye folkevogn. Vi tror på, at et nordisk fællesskab og en stærk forbrugerbevægelse kan være den motor, der får os derhen, siger Jørn Grønkjær, bestyrelsesleder for Elbilforeningen i Danmark, i en pressemeddelelse.
Den fælles ladebrik skal løse velkendte problemer, som mange danske elbilister oplever med besværlige apps, dårligt mobilsignal og uigennemsigtige priser ved ladestandere. Brikken fungerer som både primær betalingsløsning og som backup, hvis mobilnettet svigter.
- Vi gør op med myten om, at elbiler er besværlige. Med ladebrikken kan man lade mange steder med én brik og betale ét sted. Det gør det muligt at rejse på tværs af lande uden at skulle bekymre sig om apps og abonnementer, siger Jørn Grønkjær yderligere.
Brikken kan allerede benyttes hos nogle af de største ladeudbydere i Europa, herunder Norlys, E.ON Drive Infrastructure og Clever.
Danskerne er allerede klar til elbiler, som nu udgør over 60 pct. af alle nyregistrerede biler. Målet om én million elbiler inden 2030 kræver dog yderligere investeringer i ladeinfrastruktur samt stabile afgifter, understreger foreningen i meddelelsen.
- Det handler ikke kun om bekvemmelighed, men også om tryghed. Vi giver brugerne ét overblik, ét login og adgang til ét af Europas største ladenetværk, afslutter Jørn Grønkjær.