Stellantis dropper hydrogensatsning

Stellantis, ejer af blandt andet Peugeot, Fiat og Opel, stopper nu udviklingen af brintdrevne køretøjer for at fokusere på elektriske biler og hybrider, som lettere kan opfylde EU's skærpede emissionskrav.
Det skriver Financial Times.
Beslutningen rammer især det fælles joint venture med Michelin og Forvia, Symbio, som hidtil har haft Stellantis som hovedkunde, ansvarlig for 80 pct. af omsætningen. Stellantis’ farvel understreger samtidig, hvor vanskeligt det er for brintbiler at slå igennem uden for Kina, blandt andet på grund af høje omkostninger og mangel på infrastruktur.
- Hydrogenmarkedet er fortsat en nichesektor uden udsigt til økonomisk bæredygtighed på mellemlang sigt, siger Jean-Philippe Imparato, europæisk driftsdirektør i Stellantis, til Financial Times.
Hydrogen har højere energitæthed end litiumbatterier, hvilket gør teknologien egnet til tunge køretøjer som lastbiler og busser. Men selv for store aktører som Toyota er salget gået trægt, blandt andet på grund af dyrt brændstof og utilstrækkeligt antal tankstationer. Beslutningen efterlader dermed et stadigt mere snævert marked, hvor kun få producenter som BMW, Hyundai og Toyota stadig ser muligheder.