23948sdkhjf

ÅRETS SIDSTE LEDER - ...om året, der alligevel gik helt godt

Spørgsmålene efter coronaår 2020 hober sig op. Nogle kalder dem problemer - andre siger muligheder, siger Motor-magasinets chefredaktør, Flemming Haslund i årets sidste leder.

LEDER

HVOR VILLE DET være dejligt at kunne skrive årets sidste leder under overskriften "Ikke et ord om corona." Men det er jo helt umuligt. For i året 2020 i Danmark, og året 2020 i autobranchen, har alt handlet om corona. Hvis du skulle være i tvivl, er det bare at slå op i denne avis og læse sektionen med Året der gik.

MED UDSIGT TIL en jul og et nytår, hvor vi måske ikke må rejse rundt i landet, er corona her for fuld kraft igen. Men dog alligevel ikke med så hårdt et hammerslag som i foråret, da alt var lukket ned. Det var i de uger, coronaåret 2020 havde udsigt til dramatisk mange lukninger og fyringer i vores branche.

MAN SÅ SLEMT gik det trods alt ikke - hen over sommeren meldte stadig flere dele af vores branche noget i retning af "det går helt ok," "det går ganske godt" eller "nu mangler vi biler at sælge."

HAR VI LÆRT noget af coronaåret - noget, vi kan tage med ind i det nye år? Ja, meget af hverdagen er blevet digital - nu bekymrer kun de færreste sig over at få kunderne til at indhente priser og bestille service online. Og at holde et virtuelt møde - let nok.

OG VI KAN jo også konstatere, at autobranchen er omstillingsparat, som jo er et af tidens stærke ord. I hvert fald er vores branche i stand til hurtigt at finde en ny fodstilling, når det er nødvendigt.

MEN DET KAN der også i den grad blive grund til, når vi kigger ind i de videre 2020’ere. For den grønne omstilling er i den grad virkelighed. Her mod slutningen af 2020 kom de nye registreringsafgifter, som nogle måske gerne have set endnu mere "tekniske," men som i hvert fald sætter yderligere strøm til den grønne udvikling. Og den kan nok kræve et hurtigt fodskifte.

DER SKAL ALLE steder i branchen købes grej, der skal alle steder uddannes, og der skal alle steder en ny tilgang til dette at drive forretning i den firehjulede verden. Og at det ikke udelukkende handler om at sælge elbiler og plugin-hybrider til stort set samme pris som i år, viser især årets seneste udvikling i værkstedsverdenen.

HVAD SKAL DER videre ske med de frie værksteder? Har de fortsat en chance med elbilerne? Eller har de i virkeligheden en større chance? Og hvad med forhandlerne - eller importørerne. For digitaliseringen er jo ikke udelukkende et spørgsmål om at bestille service online. Der er i år i den grad åbnet for at købe biler på nettet.

SÅ SLIPVINDEN EFTER coronaår 2020, hvor efterlader den importørerne? Hvor efterlader den forhandlerne? Hvor efterlader den begge typer værksteder? Spørgsmålene hober sig op lige nu - nogle kalder det problemer, andre siger muligheder.

Kære Læser: Tak for et 2020, vi vil huske til evig tid og snart velkommen til et nyt hæsblæsende år. Vi ses 8. januar i 2021.

Artiklen er en del af temaet 2020 Corona-året der gik.

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.109