23948sdkhjf

Stigende benzinpriser er med til at hive inflationen lidt op

Brændstof er blevet dyrere. Men ifølge økonom er det stadig historisk billigt at fylde benzin på bilen

Det er i juni blevet dyrere at tanke bilen med brændstof, og det har været med til at løfte de danske forbrugerpriser en smule.

Ifølge tal fra Danmarks Statistik er forbrugerpriserne - også kendt som inflationen - i juni steget med 0,3 procent i forhold til samme måned sidste år.

Inflationen er et udtryk for udviklingen i priserne over tid. Når inflationen stiger, får forbrugerne mindre for de samme penge.

Den stigende inflation kommer oven på en periode, hvor inflationen er faldet i flere måneder, bemærker seniorøkonom Kristian Skriver fra Dansk Erhverv.

Han forklarer de tidligere fald med, at coronakrisen har lagt en stor dæmper på prisstigningerne.

- Den højere inflation i juni skyldes blandt andet, at brændstofpriserne er steget med 5,4 procent den seneste måned.

- Priserne på brændstof er steget i løbet af juni, i takt med at oliepriserne på verdensplan er steget, siger Kristian Skriver i en skriftlig kommentar.

Læs også: Nye tal: God økonomi kaster rekordstort bilsalg af sig

Uanset prisstigningerne er det ifølge økonomen stadig historisk billigt at fylde bilen op med brændstof og køre på ferie.

I juni var priserne på brændstof hele 12,8 procent lavere end samme måned sidste år, oplyser Kristian Skriver.

- Det skyldes, at coronakrisen på verdensplan har lagt en massiv dæmper på forbruget af olie.

- Det hænger blandt andet sammen med, at mange fly i øjeblikket står parkeret rundt omkring i verden, siger han.

/ritzau/

Kilde: /ritzau/

Kommenter på artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.08