23948sdkhjf

Forening på politisk rundtur

AutoBranchen Danmark har i maj været til møder med Skatteministeren og fremtrædende politiske ordførere.
POLITIK AutoBranchen Danmark har været på Christiansborg for at satte branchens mærkesager på den politiske dagsorden. Højeste prioritet havde en omlægning af registreringsafgiften til en teknisk baseret afgift og en forhøjelse – eller endnu bedre – en skrotning af reparationsgrænsen. Møderækken talte blandt andet Skatteminister Karsten Lauritzen, finansordfører Ole Birk Olesen (LA), finansordfører René Christensen (DF), finans- og skatteordfører Brian Mikkelsen (K) og skatteordfører Jesper Petersen (S).

- Alt i alt har vi været meget tilfredse med udbyttet af de mange møder. Der var en positiv dialog ved møderne, og der blev vist stor forståelse for branchens mærkesager, siger adm. direktør i AutoBranchen Danmark, Jens Brendstrup.

Tak for afgiftsnedsættelsen

På møderne kvitterede AutoBranchen Danmark for den historiske nedsættelse af registreringsafgiften til partierne bag lovforslaget.

- Nedsættelsen af registreringsafgiften er et skridt i den rigtige retning, men det løser ikke de helt store problemer ved den nuværende afgift. Afgiften er meget kompliceret at administrere, og den tager ikke hensyn til trafikale, miljømæssige og klimatiske forhold, da afgiften kun har betydning for købet af bilen og ikke brugen af den, siger Jens Brendstrup og fortsætter:

- Vi gjorde det tydeligt, at branchen foretrækker, at det er brugen af bilen, der beskattes i stedet for, som det er i dag, købet af bilen. På den korte bane foreslår vi en teknisk afgift baseret på hver enkelt bils tekniske specifikationer, som eksempelvis vægt, motoreffekt og CO2-udledning.

Bedre vejledning

En samlet branches frustrationer i kølvandet på nedsættelsen af registreringsafgiften blev også italesat til møderne:

- Vi benyttede også lejligheden til at fortælle, at det er vigtigt, at Skat kan vejlede om et lovændringsforslag, selvom det ikke er endelig vedtaget. Mange af de udfordringer, der var forbundet med afgiftsnedsættelsen, skyldes manglende vejledning. For branchen handler det om at undgå at de samme problemer ved en eventuel fremtidig ændring af registreringsafgiften, og det var der fuld forståelse for, siger Jens Brendstrup.

Højere reparationsgrænse

Højt på ønskesedlen forud for møderne stod også en højere reparationsgrænse. AutoBranchen Danmark kunne fremvise nogle resultater fra en medlemsundersøgelse, der viser, at sænkelsen af reparationsgrænsen allerede har betydet tab af job og færre praktikpladser samt flere skrottede biler:

- Politikerne så med bekymring på den hurtige effekt af en lav reparationsgrænse. Det var tydeligt, at det gjorde indtryk på dem. Derfor er jeg efter møderne mere fortrøstningsfuld i forhold til muligheden for en højere reparationsgrænse, afslutter Jens Brendstrup.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141