23948sdkhjf

Hver femte brugtbilkøber stoler blindt på sælger

22 procent af de mange, der især i påsken kigger på ny brugtbil sætter ikke spørgsmålstegn ved sælgers ord, viser en FDM-undersøgelse.
Selvom langt de fleste af de cirka 400.000 brugtbilhandler helt uproblematiske, ender en del alligevel i uenigheder sælger og køber imellem. Uenighederne kan dog ofte undgås, hvis blot køber husker at undersøge bilens stand inden køb.
En undersøgelse, FDM har foretaget, viser dog, at det langtfra altid er tilfældet. Eksempelvis svarer mere end hver femte (22 procent), at det mest afgørende for dem i forbindelse med køb af brugt bil, er sælgers udsagn om bilens stand, mens det mest afgørende for 21 procent er, at bilen er nysynet.
- At købe brugt bil behøver ikke være svært, men det er vigtigt, at man kender bilens stand. Vi ved fra vores rådgivning, at det ofte er kilde til uenigheder, hvis bilen efterfølgende ikke lever op til den stand eller holdbarhed, køber havde forventet eller var blevet lovet. En tommelfingerregel er derfor at få bilen gennemgået af enten FDM eller en anden uvildig fagmand inden køb, siger afdelingsleder i FDMs rådgivning Per Alkestrup.
Han peger desuden på, at mange bilkøbere misforstår, hvad der ligger i, at en bil er nysynet:
- Køber man en brugt bil, som er nysynet, fortæller det alene, at den lever op til lovens minimumskrav. Man kan altså stadig risikere, at bilen har andre og også dyre fejl, der skal udbedres inden for kort tid.
At der kan være god grund til at få undersøgt bilen inden køb, fremgår også af tal fra FDM test og bilsyn. De viser, at 10.000 brugtbilstest af de fem mest solgte brugte biler afslørede fejl for i gennemsnit 4200 kroner.
- En slutseddel er bindende, så når man først har skrevet under, fanger bordet. Derfor bør man, ligesom ved boligkøb, kende bilens tilstandsrapport. Gør man det, minimerer man ikke bare risikoen for, at den nye brugte bil bliver et dyrt bekendtskab, men også det tovtrækkeri med sælger, som uenighederne ellers ofte giver, siger Per Alkestrup.
Undersøgelsen er foretaget af Voxmeter for FDM blandt 1100 bilejere.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.126