23948sdkhjf

FTZ sponsor for to store historiske by-løb næste år

2011 afvikles igen to store historiske baneløb i Danmark. I dagene 13.-15. maj gentages Classic Race Aarhus, der fik succes med det første løb i år, og efter sommerferien i weekenden den 6.-7.august Copenhagen Historic Grand Prix, som gav underskud i år på grund af den megen regn, der kom under afviklingen.

Der bliver igen lagt op til topnavne og store felter på banen rundt om Fælledparken i København. Det samme er tilfældet i Aarhus, hvor ledelsen har besluttet at forbedre baneforholdene for både kørere og gæster ved at udvide det nostalgiske område med "Goodwood" atmosfæren, med forbillede fra den legendariske bane i Storbritannien, samt nye aktiviteter for hele familien.

Hovedsponsoren er allerede på plads, Aros Forsikring, samt en del firmaer, blandt andet autogrossisten FTZ, der også er med i København. Vi mødte Bent Egede på FTZ Messen i Odense forleden, hvor Copenhagen Historic Grand Prix havde en stand.

- Vi udstiller her i Odense, fordi FTZ er det firma, som bringer de fleste gæster til arrangementet. Alle de mennesker, der kommer på udstillingen, er vores potentielle gæster til det store motorsportsarrangement, sagde Bent Egede.

I år fejrede man FDMs og Alfa Romeos 100 års jubilæum i København. Næste år er det Mercedes-Benz, der fejrer 125 år, og det går ikke stille af. Arrangørerne har fået trykt tusindvis af postkort med den legendariske vinder af Klausen Rennen i 1930 i Schweiz, Rudolf Caracciola, Mercedes SSK, som trods det italienske navn var tysker.

Bent Egede er blandt andet ansat hos Arkitektgruppen i Odense, der forestår arrangementet. Han arbejder på at finde flere sponsorer til næste års arrangement.

- Vi må håbe, at vejret bliver bedre næste år. Det er utroligt, at der kan arrangeres motorløb i de to største byer i Danmark med stor velvillighed fra myndighederne, og beboerne ved de to baner, sagde Bent Egede, der er en kendt mand i autobranchen med tidligere jobs hos blandt andet Mitsubishi, Ford og Volvo, og er tidligere aktiv rallykører.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.219