23948sdkhjf

Kim Frimann vil stå i front for DI Bilbranchen: - Vi står overfor store omvæltninger

Efter den nuværende bestyrelsesleder for DI Bilbranchen, Peter Kjærsgaard, har meldt sin afgang ved næste generalforsamling i foråret, bakker en enig bestyrelse op om Kim Frimann som ny mand i front. Der er nok at kæmpe for i en branche, der ser ind i store omvæltninger.

Det er midt i en meget turbulent tid for den danske bilbranche, at Kim Frimann med opbakning fra en enig bestyrelse i DI Bilbranchen melder ud, at han gerne vil være ny bestyrelsesleder for brancheforeningen, når den nuværende bestyrelsesleder, Peter Kjærsgaard, går af og træder ud af bestyrelsen på generalforsamlingen den 8. maj 2025.

I en tid hvor bilbranchen står midt i store og vanskelige forandringer, har DI Bilbranchens bestyrelse ønsket at melde ud i god tid, hvem der skal tegne retningen. Den nye kandidat til at stå i spidsen for DI Bilbranchen, Kim Frimann, vil gerne give sit bud på, hvilke udfordringer de danske nyvognsforhandlere og autoriserede værksteder står overfor - og hvordan han mener, at han og DI Bilbranchen kan være med til at hjælpe autoriserede bilforhandlere og værksteder gennem forandringerne på en fornuftig måde.

- Vi står overfor store omvæltninger. Branchen har talt om det i mange år - men nu sker det. Vi er midt i forandringerne og det vil fortsætte de kommende to, tre, fire år. Jeg vil gerne bidrage til, at vi som branche kommer godt igennem det, forklarer Kim Frimann, der gennem mange år har drevet bilforretning i Nykøbing Falster og Maribo på Lolland.

Kim Frimann er det seneste år selv gået forrest i den konsolidering, som han er overbevist om, at vi kommer til at se meget mere af i bilbranchen de kommende år. Først fusionerede Kim Frimann i december 2023 sin Stellantis- og Hyundai-forretning med Henrik Hansen Automobiler i Næstved og skabte Frimann Hansen Automobiler, der nu har fire bilforretninger på Sjælland og øerne. Blot en måned senere slog han og tre andre Toyota-forhandlere på Sjælland og øerne deres i alt otte butikker sammen under navnet Carto.

Kim Frimann har siddet i DI Bilbranchens bestyrelse siden 2018 og har derfor en fornemmelse af hvad Dansk Industri kan - og hvordan DI Bilbranchen med resten af Dansk Industri i ryggen kan være med til at påvirke politiske beslutninger og samspillet med andre brancher.

Kim Frimann ser fire vigtige områder, som kalder på en indsats de kommende år og som han gerne vil arbejde med i DI Bilbranchens regi. De fire områder er: Den grønne omstilling med skiftet til CO2 neutrale biler, samarbejdet mellem importører og bilforhandlere, samarbejdet mellem forsikringsselskaber og værksteder og endelig registreringsafgiften, som Kim Frimann håber at kunne være med til at lægge endeligt i graven i forbindelse med overgangen til CO2-neutrale biler i Danmark.

Importører

Det har været særlig tydeligt i 2023 og 2024, at mange nyvognsforhandlere har fået sværere ved at tjene penge. Modsat har nogle af bilimportørerne haft en rigtig god indtjening i den samme periode. Kim Frimann ser det som et vilkår, at omkostningerne til distribution af biler skal bringes ned. Men der skal være en balance i tingene.

- Vi bliver nødt til at have en bedre balance i avancerne, forklarer Kim Frimann, som mener, at man må se på fordelingen af avancen mellem bilimportører og forhandlere. Derfor vil han, hvis han til maj ender med at blive bestyrelsesleder for DI Bilbranchen, via brancheforeningen gå i dialog med bilimportørerne, så de i fællesskab kan finde frem til en bæredygtig fordeling. 

Vi bliver nødt til at have en bedre balance i avancerne Kim Frimann, nyvognsforhandler og medlem af DI Bilbranchen bestyrelse

Som et led i at nedbringe omkostningerne til distribution af biler fra bilfabrikkerne og ud til forbrugerne, ser Kim Frimann for sig, at der vil ske en række konsolideringer i bilbranchen de kommende år. For der skal i hans optik stor volumen til for at sikre en fornuftig indtjening og  for at have økonomi nok til at kunne ansætte de rigtige kompetencer.

Forsikringsselskaber

Et af de områder, som i Kim Frimanns øjne bliver vigtigere for de autoriserede forhandlere og værksteder i fremtiden er skadesområdet, fordi skaderne vil udgøre en større del af forretningen, når indtægterne fra service og reparation på benzin, diesel og hybridbiler skrumper ind med overgangen til ebilerne.

- På skadessiden skal vi virkelig være dygtige, forklarer Kim Frimann. Derfor kræver det også et godt samarbejde mellem værkstederne og forsikringsselskaberne, så værkstederne kan drive en effektiv forretning. Værkstederne skal selv bl.a. via digitalisering sørge for at optimere arbejdsgangene. Men Kim Frimann vil som kandidat til posten som bestyrelsesleder arbejde for, at værksteder og forsikringsselskaber finder ind i et bedre samarbejde.

- Vi skal arbejde mere i partnerskaber med forsikringsselskaberne, mener Kim Frimann, som ser det som en fælles opgave for værksteder og forsikringsselskaber at sørge for, at der bliver ansat tilstrækkeligt mange karosseriteknikere, mekanikere og autolakere til at løse de mange opgaver for forsikringsselskabernes kunder. For ellers vil både værkstederne og forsikringsselskaberne stå med et problem.

Grøn omstilling og bilafgifter

En af de ting, der i Kim Frimanns optik vil skabe meget store omvæltninger i den danske bilbranche i de kommende år, er den grønne omstilling. Her vil den hastige overgang til elbiler udfordre branchen. Især fordi skiftet til elbiler kommer til foregå med raketfart sammenlignet med elbil-landet Norge. Selv om det bliver en svær omstilling, så ser Kim Frimann det alligevel som den bedste løsning, at man får revet plasteret af og har en hurtig overgang til elbiler.

- Det er besluttet politisk, at vi skal omstille til CO2-neutrale biler, siger Kim Frimann, der ser det som et vilkår, som bilbranchen i Danmark må acceptere. Derfor mener han, at man som branche skal have det lange lys på og arbejde på helt at komme af med registreringsafgiften.

- Målet er at komme af med registreringsafgiften på biler. Vi vil ikke have registreringsafgift på elbiler fra 2026. Vi ved godt, at der skal nogle penge i statskassen. Men så vil vi hellere have forbrugsbaserede afgifter, forklarer Kim Frimann, som ikke tror på, at det for alvor nytter noget at forsøge at sænke tempoet i omstillingen til elbiler.

Ejerafgiften på biler, er en af de afgifter, som Kim Frimann mener, at regeringen i stedet kan vælge at skrue på, for at få nogle indtægter til statskassen. Han undrer sig f.eks. over, at ejerafgifterne ikke tager højde for el elbils energieffektivitet og vægt.

Fuld fart på konsolideringer

Kim Frimann mener, at de mange ejerledede forretninger i den danske bilbranche i løbet af de kommende tre-fire år kommer til at konsolidere sig i større koncerner. Han har selv vist vejen som en del af to store konsolideringer på Sjælland og øerne. Og han ser det som DI Bilbranchens opgave, at hjælpe medlemmer til at træffe de rigtige beslutninger på et ordentligt grundlag.

Hvor bilbranchen i dag består af en lang række ejerledede forretninger, så ser Kim Frimann, at det vil ændre sig de kommende år enten via opkøb eller via fusioner.

- Der bliver færre ejere. Nogle vil også stoppe som nyvognsforhandlere og fortsætte som autoriserede værksteder, forklarer Kim Frimann, som derfor også ser et DI Bilbranchen, som også rummer de autoriserede værksteder, selv om de dropper nyvognssalget.

- Vi kommer i ikke til at smide nogen ud, lyder det fra Kim Frimann.

Blå bog for Kim Frimann


Har drevet Frimann Biler A/S siden 2003. Har haft bilforretning i Nykøbing Falster og i Maribo på Lolland.

Blev i 2018 medlem af bestyrelsen i DI Bilbranchen.

Kim Frimann fusionerede i december 2023 sin Stellantis- og Hyundai-forretning med Henrik Hansen Automobiler i Næstved og skabte Frimann Hansen Automobiler, der i dag har fire bilforretninger på Sjælland og øerne. 

Kim Frimann er bestyrelsesformand for Frimann Hansen Automobiler.

I januar 2024 fusionerede Kim Frimann  sine Toyota-forretninger med tre andre forhandleere  på Sjælland og øerne. De har i alt otte otte butikker under navnet Carto.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.046