Analytiker om nedtur på brugtmarkedet: Forhandlerne er jo omstillingsparate
I over et år har forhandlerne kunnet købe biler ind uden risiko – priserne steg jo. Men nu er det lige modsat. Bilbasens markedsanalytiker Jan Lang påpeger, at markedet vender lige nu. Hvordan man som brugtvognsforhandlere bedst kan agere, forklarer han her.
Af Flemming Haslund Thorstensen
- Det er altså lige nu, det sker. Det er lige nu at køb og salg af brugte biler går fra at være sælgers marked til at være købers. Derfor er i dag helt anderledes end for bare få uger siden.
Sådan siger Jan Lang, markedsanalytiker hos Bilbasen.dk. Langs opgave er at følge brugtvognsmarkedet som det kommer til udtryk på Bilbasen. Her er så mange brugte biler til salg fra forhandlere og private – sidste uge tæt ved 55.000 biler – at den er et udtryk for det samlede danske brugtvognsmarked.