23948sdkhjf

P. Christensen udvider og skaber gigantisk multibrandstore med Stellantis-mærker

Bilforhandleren P. Christensen åbner til sommer en ny multibrandstore på Østerbro i København, hvor alle seks Stellantismærker er repræsenteret.

Konsolideringen blandt bilforhandlerne fortsætter, når P. Christensen vil give nysgerrige kunder nem adgang til seks forskellige Stellantis-mærker under samme tag.

Forretningen åbner første juli på Østerbro i København og kan fremvise modeller fra Citroën, Peugeot, Alfa Romeo, Jeep og Fiat samt Fiat Professional.

Overordnet ansvarlig for salget i bilhuset bliver salgsdirektør i P. Christensen, Pieter Tage Larsen.

- Vi glæder os meget til at fremvise huset, som med seks brands under samme tag vil rumme en af de største nyvognsforretninger i København. Det er et kæmpe plus for kunderne, fordi det gør det langt nemmere at orientere sig i markedet, siger Pieter Tage Larsen.

Konsolideringsbølge

P. Christensens opgradering af det kendte bilhus på Østerbro kan ses som en del af den konsolideringsbølge, som har været undervejs i et stykke tid, og hvis foreløbige kulmination var åbningen af Poul Munks multistore i Silkeborg.

- Den bevægelse, der er i gang, er noget af det største, der er sket i branchen i mange år, og vi er meget glade for at være med helt fremme. Og lidt stolte er vi da også. Vi bor i forvejen i et af Danmarks mest moderne bilhuse med et særdeles flot interiør. Nu kommer vi til at toppe det med et sortiment, som er helt i særklasse, så vi forventer stor travlhed og besøg af kunder fra hele Sjælland, lyder det fra Pieter Tage Larsen.

Han fremhæver i samme ombæring alt det spændende, der sker inden for elbiler, hvor bilhusets leverandør Stellantis også har udviklet sig til at være en af de helt store spillere.

- Vi kommer til at præsentere det nyeste fra en stribe mærker, som rykker helt enormt på el. Det gælder også traditionsbundne brands som Alfa Romeo, der er i gang med en fuld transformation. Det er en spændende tid, vi går i møde, og vi er virkelig glade for at blive en af de store aktører på området, siger Pieter Tage Larsen.

Jysk-fynsk funderet

P. Christensen er en af landets ældste bilforhandlere, etableret i 1924. Koncernen repræsenterer bilmærker som Peugeot, Citroën og Opel, Mercedes-Benz, Smart – og nu også Fiat, Alfa Romeo og Jeep.

Virksomheden har i mange år været jysk-fynsk-funderet med afdelinger i Kolding, Odense, Rødekro, Padborg, Middelfart og Risskov. Men i starten af 2018 ændrede det sig, da P. Christensen købte kollegaen Henrik Larsen Automobiler og overtog to forretninger på henholdsvis Østerbro i København og i Albertslund.

P. Christensen står på skuldrene af en brugtbilshandel, som indehaver Peter Christensens farfar åbnede tilbage i 1924. I dag er Mercedes-Benz-bilhuset i Kolding blandt Nordeuropas største af sin slags.

P. Christensens nye multibrandstore

  • Den nye P. Christensen multibrandstore åbner med de første nye brands 1. juli
  • Forretningen ligger på Rovsinggade på Østerbro i København
  • Der kommer nye modeller på gulvet fra Citroën, Peugeot, Alfa Romeo, Jeep og Fiat samt Fiat Professional
  • Bilerne placeres på 8.000 kvadratmeter fordelt på tre etager
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.081