N.O. Jensen A/ S
Det nordjyske bilhus N. O. Jensen A/ S på Hattemagervej i Aalborg er gået i gang med en omfattende ombygning. Det skriver Aalborg:Nu. Der skal opsættes en ny facade og udskiftes vinduer, og indenfor er der fokus på at få de enkelte afdelinger i huset til at hænge bedre sammen. For eksempel skal der væltes en stor væg, så indskrivningspersonalet kan sidde i forlængelse af salgsafdelingen. Ombygningen skulle oprindeligt have været igangsat tidligere i år, så det hele kunne stå færdigt inden årsskiftet, men arbejdet blev udskudt på grund af coronakrisen. Den nye indskrivning er efter planen færdig til marts, hvorefter en ny facade rundt om værkstederne yderligere tager et par måneder. N. O. Jensen forhandler Mazda, Suzuki og Hyundai. Stifteren af firmaet, Niels Olav Jensen, solgte i 1993 firmaet til sine børnebørn Søren og Lars Bohl Nielsen.