23948sdkhjf

Behov for ny registreringsafgift - hurtigt!

DEBAT Politikerne skal hurtigst muligt blive enige om en ny og grøn registreringsafgift, der en gang for alle stopper de årlige afgiftsforhandlinger, skriver Gitte Seeberg, AutoBranchen Danmark

DEBAT Den 7. september fremlagde transportkommissionen sine anbefalinger til den grønne omstilling af bilparken. Kommissionen kom med et fornuftigt udspil, der fandt en balance mellem klimaet, autobranchen og de danske bilister.

Desværre havde rapporten også en effekt, som vi har set alt for mange gange før: bilsalget går i stå. Forbrugerne bliver usikre på, hvad deres nye bil vil koste bil ved levering, og om de kan få en økonomisk fordel ud af vente, til der er klarhed om bilafgifterne. Problemet er bare, at denne gang er det ikke kun el- og pluginhybridernes afgifter som debatteres. Det er alt. Benzin-, diesel-, hybrid-, pluginhybrid- og elbiler. Det har sat en prop i bilsalget, præcis som AutoBranchen Danmark har advaret politikerne om siden foråret.

Den nuværende opbremsning af bilsalget er desværre umulig at undgå, når afgifterne omlægges. Derfor har vi gentagne gange understreget, hvor skadeligt selv en kort afgiftsforhandling er for salget af alle typer af biler - også de grønne biler, der paradoksalt nok er årsagen til hele debatten.

Det budskab fortsætter vi med at gentage, indtil der ligger en aftale om fremtidens bilafgifter. Aftalen skal være så bred og langsigtet som muligt, så vi undgår nye forhandlinger om bilafgifter i resten af 2020’erne.

Langsigtede og grønne afgifter

AutoBranchen Danmark er som sagt positive over for den registreringsafgift, som kommissionen har foreslået. Den løser flere af de problematikker, som vi selv har påpeget.

I dag betaler bilejerne registreringsafgift af bilens værdi. AutoBranchen Danmark havde foretrukket, at vi havde fået en teknisk registreringsafgift, hvor afgiftens størrelse afhænger bilens CO2-udledning.

Det ville have været det bedste for alle parter, men det kan ikke lade sig gøre til inden nytår, og derfor er det ikke en reel politisk mulighed.

Heldigvis har den kommende registreringsafgift formentligt en del ligheder med den tekniske afgift. Det er vigtigt, fordi der i de næste 10 år udover elbiler vil blive solgt mange hybrider samt benzin- og dieselbiler, som vil være på vejene i op mod 15 år. Disse biler skal have et så lavt CO2-udslip, som teknologien tillader.

Det ligger transportkommissionens løsning op til, og det både tror og håber jeg, at politikerne vil bruge i den registreringsafgift, som snart ser dagens lys.

Bilisterne forventes at få et klart økonomisk incitament til at vælge en klimavenlig bil, uanset om man er klar til en elbil eller ej. Der tages nemlig højde for, hvor meget CO2 hver enkelt bil udleder. Det gør naturligvis registreringsafgiften mindst for elbiler og lidt højere for hybrider. Benzin- og dieselbiler vil selvsagt blive dyrere end de førnævnte, men prisen vil i høj grad afhænge af, hvor brændstofseffektive bilerne er. Dog uden at priserne vil eksplodere. Det er sund fornuft, når Danmark skal reducere sin udledning af drivhusgasser med 70 procent i 2030. Derfor kan jeg kun opfordre politikerne til at fastholde denne del i den nye registreringsafgift.

Kommissionens forslag, og formentligt regeringens, vil også simplificere registreringsafgiften en del, da sikkerheds- og brændstofs fradrag fjernes. Det vil gøre afgiften mere simpel. Det er kun godt.

AutoBranchen Danmark vil indtil en ny registreringsafgift er på plads fortsætte med at tale branchens sag over for politikerne og ikke mindst holde presset på dem. Men meget tyder på, at vores allervigtigste pointe allerede er en del af den kommende aftale: ingen afgiftsforhandlinger resten af årtiet.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109