23948sdkhjf

Politiet uddeler bøder til 180 bilentusiaster i Roskilde

180 personer er blevet sigtet for overtrædelse af forsamlingsforbuddet i forbindelse med et større biltræf i Roskilde fredag aften.

Det oplyser vagtchef Henrik Jørgensen fra Midt- og Vestsjællands Politi.

Han fortæller, at omkring 200 biler var samlet på en parkeringsplads i et industriområde for at køre ræs.

- Vi har jævnligt problemer med, at de mødes og kører bilræs, siger Henrik Jørgensen.

Ifølge politiet var det et større Striben-træf, der blev stoppet fredag aften.

Striben er en tilbagevendende serie af arrangementer i løbet af weekenddagene i sommerperioden, hvor bilinteresserede mødes i Ishøj.

- Anmeldelsen gik på, at der var masser af biler samlet derude, siger Henrik Jørgensen.

Han fortæller, at det lykkedes politiet at få fat i stort set alle, der var til stede.

- Der, hvor det blev afholdt, var der kun én vej ind og én vej ud, så vi kunne uden problemer standse dem. De havde ingen anden udvej, siger han.

Forsamlingsforbuddet betyder, at det er forbudt at samles flere end 50 personer ad gangen både indendørs og udendørs.

Bøden for at overtræde det midlertidige forbud er fastsat til 2500 kroner i førstegangstilfælde.

Det er ikke kun på Sjælland, at ulovlige gaderæs finder sted.

I sidste uge rapporterede TV Syd, at mangel på adspredelse og underholdning under coronakrisen har fået unge til at flokkes til gaderæs i stor stil.

Således har der i løbet af sommeren og september fundet usædvanligt mange gaderæs sted i store dele af Jylland.

Både i Esbjerg, Aabenraa, Hammelev og Holsted har Syd- og Sønderjyllands Politi stoppet gaderæs, ligesom at Sydøstjyllands Politi jævnligt har gjort det i blandt andet Horsens, Hedensted og Vejle denne sommer.

Også andre politikredse i Jylland har ifølge TV Syd oplevet samme tendens.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078