23948sdkhjf

Politiet anholder ti for millionsnyd med luksusbiler

Ti personer er anholdt i en sag om formodet momssvig, hvor biler blev eksporteret fra Tyskland til Danmark.

Et stort antal luksusbiler er gennem en længere periode blevet eksporteret fra Tyskland til Danmark uden om det danske momssystem.

Det mener i hvert fald dansk politi, som har sørget for, at ti personer - ni mænd og en kvinde - er blevet anholdt.

Anholdelserne er sket både i Danmark og Tyskland.

Det skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Det er Særlig Efterforskning Vest, der har stået for at optrevle de tilsyneladende lyssky bilhandler. Enheden hører under Østjyllands Politi.

Ifølge sigtelsen har de anholdte svindlet med eksportsalget af et større antal dyrere biler fra Tyskland til forhandlere i Danmark.

Ved handlerne blev den skyldige salgsmoms ikke afregnet, og dermed menes den danske stat at være blevet snydt for millionbeløb.

Hvor store beløb det præcis drejer sig om, oplyser politiet ikke.

Men der er tale om momssvig af særlig grov karakter, fortæller politiinspektør Carit Andersen i meddelelsen.

De ti mistænkte blev anholdt i en koordineret aktion onsdag.

- Vi vurderer, at der igennem flere år er foregået systematisk svindel med handlerne, siger Carit Andersen.

Seks af de anholdte fremstilles i grundlovsforhør i Retten i Randers torsdag formiddag. Her vil anklagemyndigheden anmode om lukkede døre.

Af samme grund ønsker politiet ikke at fortælle mere om sagen.

Tre af de ti mistænkte er anholdt i Tyskland. De ventes at blive udleveret til Danmark inden for kort tid.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093