INDSATS Den spanske koncern Istobal, hvis danske datterselskab ligger i Skive, og som er førende inden for løsninger til vask og pleje af køretøjer, har udviklet automatiske desinfektionsbuer til personlige værnemidler båret af for eksempel sundhedspersonale, politi, vagtværn og redningskorps, samt også til udvendig desinfektion af køretøjer, i kampen mod COVID-19.
Udstyret installeres tæt på adgangsveje i forbindelse med karantænezoner, kirurgiske afsnit, intensivafdelinger samt andre vigtige adgangsveje. Med dette initiativ har Istobal foretaget en produktionsomlægning for at bidrage til at hindre spredningen af coronavirus.
I gang på to uger
I løbet af kun to uger tilpassede selskabet sin teknologi til påføring af rengøringsmidler på køretøjer til fremstilling af desinfektionsbuer for personer, der bærer personlige værnemidler.
Når en person passerer under buen, påfører dyserne desinfektionsmiddel direkte på de personlige værnemidler, der bæres af personen. Af eksempler på brugere af desinfektionsbuen kan nævnes sundhedspersonale eller ansatte i politi, vagtværn eller redningskorps.
4000 personer per bue
Processen er hurtig og effektiv og er gennemført på 15 sekunder. En enkelt desinfektionsbue har kapacitet til at desinficere mere end 4000 personer med personlige værnemidler pr. dag.
Buen er to meter høj og er let at indpasse og installere, da de bærende elementer kan placeres på jorden eller på andre underlag. Den indeholder otte spraydyser, der forstøver og påfører desinfektionsmidlet på de personlige værnemidler, og fotoceller aktiverer automatisk spraydyserne i buen.
Også til store køretøjer
Istobals nyudviklede buer til udvendig desinfektion af køretøjer anvendes af ambulancer og andre redningskøretøjer. Disse desinfektionsbuer har en gennemsnitlig kapacitet på 1000 køretøjer pr. dag og er designet til at spraye køretøjerne med biocidholdige produkter. De er dimensioneret til også at kunne desinficere større køretøjer.
Særlige buer desinficerer mod corona
Producenten af bilvaskemaskiner, Istobal, har udviklet en "desinfektionsbue" til kampen mod corona.