SALGSFREMSTØD For at øge gensalg af brugte biler og tilbehør har Lindholm Biler søsat sit nye salgskoncept Lindholm 360 som "Danmarks skarpeste". Desuden skal Mit Lindholm fastholde kunderne med gensalg omkring tiltag, med en data-dongle i OBD-stikket som udgangspunkt, for bl.a. at booke service, flådestyring, newsfeed, podcasts, bil- og produkttilbud, leasing og opkobling på bilsalgsplatforme.
- Vi har villet gøre det mere simpelt at købe bil ved at øge konceptueringen af vores tilbud til kunderne og samtidig ligge i top fem med bilpriser - hvoraf de billigere aktører slet ikke nærmer sig vores koncepter og kompetence. Vi er i fuld gang med at færdigudvikle vores pakker af services, siger Klaus Schultz, ny salgsdirektør hos Lindholm biler.
Som tilvalg af mayonnaise
Tre pakker i Lindholm 360 hedder All inclusive, Total og Comfort med blandt andet op til tre års garanti, serviceaftale, undervognsbehandling, eftermontering af udstyr, forsikring og finansiering.
Køb af en VW Golf kan for eksempel give 10.000-13.000 kroners besparelse, og 16.000 inklusive finansiering, på de annoncerede priser via pakkerne. På spørgsmålet om hvorfor der ikke blot gives direkte rabat på bilen lyder svaret, at kunderne ønsker tilvalg og rabatmuligheder - som hos McDonald’s, hvor mayonnaise og ketchup er tilvalg.
- Selv om vi er rundet af den midtjyske muld, skal vi gøre os fortjent til at gensælge biler til kunderne. Salg af kun bilen er ofte en underskudsforretning, så det handler om at få det hele med i salgsprocessen, siger Klaus Schultz.
Stor tv-kampagne i påsken
Lindholm Biler kørte en stor salgskampagne på fire TV2-regioner i påsken - ud fra overbevisningen om, at folk vil tænke i biler, nu da corona-virus afholdt danskerne fra at samles til påskefrokoster, sportsarrangementer med videre.
Trods corona-krisen oplyser Lindholm Biler, at salget stadig går godt, blandt andet på grund af koncernens kvalitet, koncepter og en chat-funktion med "rigtige mennesker" kl. 8-22 hver dag.
- Hvis man som bilforhandler ikke vil tage byttebiler i denne tid, mister man på 10 sekunder en handel. Men der er sket noget med danskernes digitale adfærd i disse corona-dage, og vores eget mindset er også forandret. Brugtbilkøb skal være simpelt og tilgængeligt, for også brugte biler i vores kategori med 3-4 år gamle mellemklasse- og premiumbiler er en stor investering, hvor kunderne vil sparke dæk, selv om nogle også køber rent digitalt, siger indehaver Henrik Bollerslev.
Derfor kører Lindholm Biler også gerne salgsbiler ud til kunderne i denne tid, uden kilometerbegrænsning.
Nye Lindholm salgskoncepter på TV2
Mit Lindholm og Lindholm 360 med gennemskuelige pakkeløsninger skal øge gensalg og mersalg hos Lindholm Biler.
Annonce