CORONA Der er stor tilfredshed hos Uddannelsescenter Ringkøbing Skjern (UCRS) med, at regeringen har givet de elever på erhvervsskolerne, der skal op til svendeprøve, mulighed for at vende tilbage til skolebænken som del af corona-åbningen. Dermed får erhvervseleverne samme vilkår med skolegang som gymnasieelever på afsluttende år, hvilket der ikke var lagt op til i første omgang.
Resten af eleverne på UCRS og andre tekniske skoler må dog stadig nøjes med fjernundervisning. Og her står UCRS i en helt speciel situation, idet skolens 40 faglærere fik helt nye og digitale færdigheder lige inden, corona-krisen og -nedlukningen fandt sted i marts.
- Det var virkelig held i uheld, for lige før nytår havde vi søgt midler til digitalisering, og dette har vi brugt på undervisning af vores lærerstab. Så vi stod helt specielt godt rustet, da kravet om nedlukning kom, siger uddannelseschef på UCRS’ afdeling for mekanikere, smede og montagemontører, Allan Kristiansen.
Motor-adskillelse på skærm
Sidste dag i februar havde 40 undervisere således været igennem et digitalt undervisningsforløb, der skulle gøre planlægning og formidling af digital undervisning af eleverne nemmere. Herunder produktion af video-materiale.
Da corona-nedlukningen kom, var UCRS dermed specielt godt rustet til at lave fjern-undervisning via Teams-appen, hvor eleverne kunne deltage i fælles undervisning og møder samt lave opgaver og få teori på distancen.
- Derfor er vores undervisning under corona-lukningen gået over al forventning, selv om der da har været udfordringer, men ingen er løbet skrigende væk, siger Allan Kristiansen.
Blandt de største udfordringer har været adskillelse af motor og udmåling. Her har eleverne kunnet følge læreren skille motoren ad, og eleverne har herefter lavet udmåling. Nogle elever har fysisk fået lov at låne måleudstyr af skolen, blandt andet multimetre og pc’er.
Youtube letter undervisning
En del af undervisningen er blevet til Youtube klip, der på sigt skal samles et fælles sted for USRS.
- Sidegevinsten for os på skolen er reklameværdien i at profilere os på youtube, siger Allan Kristensen.
Som begrundelse for det digitale læringsprojekt angiver han trangen til fornyelse i en verden, hvor udviklingen går ekstremt hurtigt.
- Og så vil vi her på skolen også gerne være dygtige til digitalisering, der kan bruges til at vise, hvad der kan gøres bedre. Desuden kan digital undervisning spare tid for lærerne, der kan henvise til youtube-klip i stedet for at gentage det samme 7-8 gange overfor eleverne, hvilket give lærerne mulighed for at være mere til stede i undervisningen for de elever, der kræver mere opmærksomhed, fortæller Allan Kristiansen.
På grund af den manglende praktiske undervisning er skolen nødt til at lave opsamling, når eleverne møder inde igen på et tidspunkt.
I alt skal 53 mekanikere, montagemontører og smede til svendeprøve til maj på UCRS, heraf 21 mekanikere.
Skjern på forkant med digital undervisning
Teknisk skole i Skjern havde netop gennemført digitalt undervisningsprojekt, da corona-krisen kom.