SKIFTE DBFU’s lille kontor i Vækst-huset uden for Sorø på Sjælland er så nyt, at der endnu ikke står et eneste møbel eller computer i det, men snart kommer foreningens nye domicil til at være bemandet af dobbelt så mange medarbejdere som i dag.
Énmandshæren Karl-Ove Pedersen, som har været direktør for Dansk Bilforhandler Union (DBFU) siden 2011, er nemlig på vej til at finde sin afløser i foreningen, samtidig med at han fortsætter endnu et par år hos DBFU, men altså ikke som direktør.
I de forgangne ni år har Karl-Ove Pedersen styret DBFU fra et hjemmekontor uden for Korsør, men nu er man altså netop flyttet ind i landbrugsorganisationen Gefions Vækst-kontorfællesskab på Fuldbyvej ved Sorø, som samlet huser 32 firmaer og 300 medarbejdere.
Fordobling
- Da jeg begyndte hos DBFU, var der 71 medlemmer - i dag er vi 200. De sidste tre år er vi blevet fordoblet i omfang, og alene i 2019 fik vi 30 nye medlemmer - halvdelen kom i øvrigt fra vores konkurrenter, fortæller Karl-Ove Pedersen, som derfor har haft travlt de seneste år.
- DBFU er vokset ind i en ny æra, og vi opmander nu foreningen. Det er min egen beslutning, at jeg nu kan trappe ned over de næste to år for at gå på pension, når jeg fylder 67 år, siger Karl-Ove Pedersen og tilføjer:
- Jeg glæder mig til at kunne holde fri og ferie.
Desuden har Karl-Ove Pedersen været ret udfordret helbredsmæssigt de sidste to år.
Godt brugt - en direktør takker af
Direktør Karl-Ove Pedersen, 65 år, er på vej mod pension - men først skal hans afløser findes hos Dansk Bilforhandler Union, DBFU.