DÆKTEKNIK To af dækkets egenskaber modarbejder hinanden: Dækkets evne til at rulle let og dækkets evne til at stå fast - rullemodstand versus greb, især vådgreb.
Samme problematik, men sat op på en anden måde: Det er forbrug versus sikkerhed.
En indtil for nylig en gordisk knude. Men nu er den uløslige knude faktisk løst - bl.a. af Continental,
Den tyske dækfabrikant har udviklet et nyt dæk med navnet EcoContact6. Det er førstegangsmonteret på Volkswagens kommende elbil ID.3 og netop dette dæk kan begge dele: Det kan stå fast og det kan løbe let. EcoContact6 er så godt til begge dele, at det er klassificeret som et AA-dæk; altså et dæk, der i mærkningen både præsterer et A i disciplinen rullemodstand og A i disciplinen vådgreb.
Der med er Continental blandt de første, der har konstrueret et sådant dæk.
EcoContact6 på den kommende elektriske Volkswagen er i øvrigt i den temmelig normale størrelse, 195/65R19. En forholdsvis stor diameter, men alligevel tæt på tidens "normale" dæk på benzin- og dieselbiler.
På den måde adskiller det nye både-og-dæk sig markant fra det tidligere Continental-dæk med titlen eContact, der var ikke så lidt smallere. I det hele taget anviste eContact tendensen "tall and narrow," altså højt og smalt. En typisk eksempel er BMW’s elbil i3, der kører med dæk fra størrelsen 155/70R19. Altså væsentligt smallere.
Med det nye AA-dæk i størrelsen 195/50R19 rammer Volkswagen og Conti altså en mere almindelig dækstørrelse.
Tesla-dæk med stor rullemodstand
At udviklingen nu udvikler sig sådan skyldes bl.a., at emnet rækkevidde i dag ikke er så afgørende som for bare få år siden. Flere, typisk Tesla, men også Hyundai og snart Volkswagen, har elbiler på programmet, der præsterer i hvert fald over 400 km på en opladning. Og i takt med, at der kommer flere og flere ladestandere, kan mange elbiler køre acceptabelt lang på en opladning uden at de sidste kilometer skal sikres af dækkene.
Et eksempel herpå er et andet Continental-dæk, nemlig tyskernes OE-dæk til Tesla.
På en Tesla Model 3 sidder et andet dæk fra den tyske koncern, nemlig SportContact5P, der i lighed med dækket til ID.3 har et A i vådgreb, men kun et E i rullemodstand. Men Tesla sælger jo også deres elbiler på andre egenskaber som f.eks. fart, mens dette med rækkevidde for nogle kunder er et mindre issue. Det pågældende Tesla-dæk har dimensionen 245/35R21.
Letløb - det gælder for alle
For mange bilfabrikker er den maksimale rækkevidde dog fortsat afgørende. En af de fabrikker, der profilerer sig på biler med lavt forbrug er Toyota, der her og nu markedsfører en bred vifte af hybridbiler og har brintbilen Mirai på vej i ny udgave. Hvordan tænker de vejgreb versus rullemodstand?
Toyota-Danmarks Anders Tystrup, der er PR-ansvarlig, understreger, at problematikken dybest set gælder alle typer biler energikilden uanset. Men at det jo er særligt tydeligt for el- og hybridbiler.
Han siger om den japanske holdning:
- Toyota går aldrig på kompromis med sikkerheden. Det er det vigtigste kriterie over for dækproducenterne. Når det så er sagt, så kan der også optimeres på flere områder for at mindske rullemodstanden og støjen - bl.a. gennem udvikling af dækmaterialet, vægten på dækkene og størrelsen på dækkene.
- Når Toyota ønsker, at en bestemt bilmodel skal opnå et bestemt brændstofforbrug, skal dækket naturligvis optimeres, men som nævnt aldrig på bekostning af sikkerheden. Så må ingeniørerne finde andre måder på bilen, der kan optimere brændstofforbruget yderligere, og som ikke går ud over sikkerheden - fx et mere aerodynamisk design, lavere vægt eller lignende.
Gennembrud: Det første både-og-dæk
Elbilerne har så at sige tvunget udviklerne til at finde en balance, der får to modarbejdende egenskaber til at arbejde sammen. Således har det nye ContiEcoContact6 både lav rullemodstand og sikkert vejgreb.