OPTIMERING Bilbranchen har brug for dygtige og veluddannede medarbejdere med nye kvalifikationer inden for salg, service og ledelse. Derfor ærgrer det Erhvervsakademi Aarhus, at den klargjorte nye akademiuddannelse i service og rådgivning - i daglige tale Servicerådgiverne - ikke er blevet til noget, efter to startforsøg, på grund af for få tilmeldte. Der skal være minimum 12 tilmeldte, før et hold startes op.
Ansvarlig for uddannelsen, chefkonsulent Anker Nørlund Christensen hos Erhvervsakademi Aarhus, understreger, at også mindre bilhuse kan have gavn og glæde af at lade ansatte gennemføre enten enkelte fag eller hele servicerådgiveruddannelsen med seks fag over tre år og et afgangsprojekt. Med rige muligheder for økonomiske tilskud af forskellig art - for eksempel 10.000 kroner årligt fra Omstillingsfonden per medarbejder.
Tilpasset nye tendenser
- Vi startede salgsrådgiver-uddannelsen i 2018 og har lige nu 40 studerende på tre hold i gang med efteruddannelse, samtidig med at de passer deres job indenfor salg, rådgivning og leasing ude i bil- og lastvognsforretningerne, fortæller Anker Nørlund Christensen og siger om baggrunden for at have arbejdet med at skabe servicerådgiver-uddannelsen:
- Eftermarkedet har stor betydning for indtjeningen i bilforretningen, men elbiler har færre dele og skal sjældnere på værksted end brændstofbiler. Derfor vil bilhusene fremover blive mere presset på omsætningen i eftermarkedet, hvilket vi også har set i Norge, hvor der er langt flere elbiler end i Danmark. Når vi samtidig ser tendenser, hvor bilproducenterne og importører gerne vil overtage flere og flere aktiviteter i værdikæden frem mod kunden, så bliver bilhusenes indtjeningsevne endnu mere presset fremover. Vi har her på akademiet længe kunnet se tendenserne, og da flere større bilhuse kom til os for et års tid siden og efterspurgte en akademiuddannelse til eftermarkedet, gik vi med det samme i gang med at udvikle en sådan i tæt samarbejde med bilhusene og Bilbranchen/DI. Men også mindre bilhuse vil kunne have gavn af uddannelsen, fortæller Anker Nørlund Christensen. Ikke mindst til rekruttering og fastholdelse af talenter, der ser en karrievej i bilbranchen.
Eftermarkedsfolk i stikken
Indtil nu har der ikke været et kompetencegivende efteruddannelsestilbud til eftermarkedet, så for at imødekomme behovet blev der udviklet en skræddersyet videreuddannelse målrettet servicerådgivere, indskrivere, kundemodtagere, værkførere og eftermarkedsansvarlige.
- I målgruppen er også medarbejdere rekrutteret udefra, som ønsker at gøre karriere i autobranchen til den nok mest centrale og spændende position i et bilhus, siger Anker N. Christensen og fortsætter:
- Det er bare så ærgerligt, at der, trods mange positive tilkendegivelser fra branchen, aldrig er kommet nok tilmeldinger. Mekanikerne er jo jævnligt på kurser, og med ’Salgsrådgiveren’, som nu kører på 3. år og er en veletableret efteruddannelse hos os i Aarhus, så hjælper vi allerede denne medarbejdergruppe med nye kompetencer. Men hvad med de eftermarkedsfolk, der trods alt tilmeldte sig ’Servicerådgiveren’ og gerne vil blive dygtigere? Ja, dem tilbød vi at starte på Salgsrådgiverholdet i Aarhus, og de, der tog imod tilbuddet, er kommet rigtigt godt i gang. Sammen med bilhuse, der har eftermarkedsfolk på salgsrådgiveruddannelsen, overvejer vi, hvordan vi løbende kan lave nogle tillægsaktiviteter på denne kørende uddannelse, som er målrettet eftermarkedet, når nu Servicerådgiveren endnu ikke er kommet i gang.
Kunder vil have service
Anker Nørlund Christensen uddyber, at når en bilforretnings indtjening i eftermarkedet udfordres, så giver det endnu mere mening, at også medarbejderne i eftermarkedet har de nyeste redskaber, viden og kompetencer. Ellers søger kunden bare et andet sted hen.
Interviews og workshops ved Erhvervsakademi Aarhus viser, at markedet specielt efterspørger viden inden for blandt andet service og rådgivning, salgsoptimering og oplevet kundeværdi, ny kundeadfærd, digitalisering, bæredygtighed, drift og procesoptimering samt ledelse.
Kan starte op i august
Servicerådgiveren var tænkt som en "tvilling" til Salgsrådgiveren og på begge uddannelser lægges der ud med faget ’Salgspsykologi og grundlæggende salg’. Herudover skulle eftermarkedsfolkene også videreuddannes i modulerne Ledelse i praksis, Organisering, Projektledelse, Innovationsledelse.
- Vi kan ikke blive ved med udbyde en skræddersyet uddannelse, hvis dem vi har skræddersyet den til ikke er interesseret - det siger sig selv. På Erhvervsakademi Aarhus har vi fire strategiske mål. Et af disse er at være en agil og attraktiv VEU-partner som bidrag til livslang læring. Fra 2017 til 2019 har akademiet haft en vækst i voksen-efteruddannelse på over 22 procent, og i 2019 rundede vi 5.000 personer, som i løbet af året har deltaget i kompetencegivende VEU-aktiviteter hos os. Deltagerne på Salgsrådgiveren er med i disse tal, så vi leverer allerede nu til branchen. Men vi vil meget gerne se endnu flere nye bilfolk på erhvervsakademiet, og Servicerådgiverne kan sættes i gang efter sommerferien. Strukturen er klar, vi har super faciliteter, og vi har dygtige undervisere med brancheerfaring - vi mangler bare minimum 12 eftermarkedsfolk, som vil tilmelde sig og garantere, at de vil starte til august. Alle interesserede er meget velkomne til at kontakte mig, hvis de vil vide mere om Servicerådgiveren - og meget gerne tilmelde sig. Ellers har vi plads på Salgsrådgiveren, hvor vi kan sluse dem ind efter sommerferien, siger Anker Nørlund Christensen.
Opråb: Støt op om vores nye uddannelse
Autobranchen har efterlyst en ny akademi-uddanelse i service og rådgivning - og nu er den klar. Men der er for få studerende på vej ind på Erhvervsakadami Aarhus. Kom nu, opfordrer chefkonsulent Nørlund Christensen.