INTERVIEW Ford er i gang med en el-offensiv, som kommer til at betyde en hel del for det fremtidige modeludbud og motorprogram.
Tesla sætter standarden, som Ford vil slå. Samtidigt er diesel er på vej ud, og hybridbiler i forskellige sammensætninger på vej ind. Men betyder det så enden for dieselbiler fra Ford? Kommer vi kun til at se el-biler fra Ford om ganske få år?
I forbindelse med lanceringen af den nye Ford Puma møder Motor-magasinet Dieter Leffers, som er Chief Program Engineer, B-car platform og dermed en af de ansvarlige for blandt andet udviklingen af Ford Fiesta og den helt nye Ford Puma.
Bilen er interessant i danske øjne, idet den er en helt ny crossover af en type, som kunderne er blevet ganske vilde med herhjemme. Selv om den er baseret på en Ford Fiesta, og der er flere lighedspunkter, er Puma i den grad en familiebil, som har fået noget, der kan minde om sportslige køreegenskaber. Desuden leveres den med et højt udstyrsniveau, og det forklarer også den relativt høje indgangspris på lidt over 225.000 kr.
Mild Puma
Med Puma introducerer Ford en 1,0 EcoBoost mild-hybrid, hvor el-delen ikke kan trække bilen alene, men som Ford siger bidrager til den forbedrede brændstoføkonomi. Selv om Puma kun er en mild hybrid (i første omgang) betegner Ford den som et elektrificeret køretøj.
Her fortæller Dieter Leffers (DL) og hans kollega Anton Bader (AB), der er fuel economy og performance manager for personbiler ved Ford, om udviklingen af Puma, ligesom de løfter sløret for nogle af beslutningerne i fremtidens Ford.
Puma kommer kun som mild-hybrid - det definerer I også som elektrificering?
DL: - Ja, det er den laveste elektricificerings-grad, vi tilbyder. Bilen kan ikke køre på rent batteri, men den giver et ekstra boost og sparer også en væsentligt mængde brændstof.
I har ellers lige udviklet en helt ny og banebrydende hybridmotor med en 1,0-motor til jeres Ford Transit plug-in. Det er en fysisk meget lille motor - passer den ikke til for eksempel Puma?
AB: - I og med den er en lille motor, kan det virke som om, den passer; men det gør den reelt ikke. Det er en 1,0 EcoBoost, men så også med en elektrisk motor. Det ville aldrig komme til at passe sammen.
Er alle jeres biler elektrificerede om fem år?
DL: - Der kommer ikke engang til at gå fem år. Sidst på året i år vil 12 af vores biler, og det er stort set hele flåden, have en eller anden form for elektrificering. Vi kommer ikke til at have alle typer el til alle biler, for vi vurderer, at behovet ikke er der. I stedet undersøger vi, hvilken slags elektrificering til de enkelte segmenter vil have. Til nogle modeller bliver der flere muligheder, og andre får færre muligheder. B-segmentets behov er baseret på en kundeundersøgelse, som viser at kunderne vil have en mild hybrid, som er perfekt til dag-til-dag-behovet.
Jeres strategi er meget offensiv. Men hvem er jeres største konkurrent i øjeblikket?
DL: - Lad os sige det sådan, at Tesla helt sikkert er vores største konkurrent og referencepunktet, når det gælder rene elbiler. Den var dem, vi skelede til, da vi lavede vores Mach-e. Hvis vi taler om mild-hybrid-teknologi, så er der flere OEM, som vi konkurrerer mod. VW er med T-Roc og T-Cross helt sikkert godt med, og også Peugeot 2008, Renault Scenic, Opel Crossland er biler, som konkurrerer mod Puma.
Kigger Ford mod Tesla og tænker: Hvad kan vi gøre, som de har gjort?
DL: - Lige nu er Tesla helt sikkert en pionér, når det gælder elbiler. Det er klart, at vi gerne vil være bedre end dem, som lige nu måske er de bedste i verden. Men jeg tror ikke, at vi er bagefter, når det gælder elektrificering. Til gengæld synes jeg, at vores timing er helt rigtig. Markedet for elbiler er begyndt at vokse eksponentielt.
Diesel langt fra død
Lige nu er en række byer ved at lukke helt ned for dieselbiler. Hvad er jeres respons til det?
AB: - Første skridt er jo at bevæge os over mod elektrificering og hybridbiler, og på den måde skifter vi langsomt fokus over mod benzinbiler ligesom forbrugerne også gør det. Otte procent af forbrugerne vælger diesel i dette segment. Men om fem til 10 år må vi se, hvor vi skal lægge vores fokus.
Bliver Ford måske de første, som dropper diesel definitivt?
DL: - Jeg tror ikke, at Ford dropper diesel. Når man ser på vores udvalg af biler, er salget af dieselbiler ganske vist faldende i B- og C-segmentet, men der er fortsat mange kunder, som foretrækker diesel. Vi vil derfor fortsat se diesel, men hvordan de forskellige drivmidler sælger i forhold til nu, kommer til at ændre sig væsentligt. Vi regner med, at om 10 år er en tredjedel af biler hybrider på den ene eller anden måde, en tredjedel har elmotor og den sidste tredjedel er drevet af fossile midler. Om det så er gas, brint, benzin eller diesel, ved vi ikke. Men der vil fortsat være et stort behov for diesel inden for erhvervsbiler.
I den nye Puma ser vi fra fabrikken, at der er mulighed for at skifte sædebetrækket. Kan man forestille sig, at det er noget, der kommer mere af, og at der også bliver mulighed for tredjepartsproducenter at tilbyde tilbehør til en bil som Ford Puma?
DL: - Ja, det er helt sikkert planen. Trenden går mod, at man selv kan tilpasse sin bil. Vi lægger ud med Puma, men der kommer til at følge flere produkter. Vi taler også med tredjepartsproducenter om at tilbyde dele til vores biler til eftermarkedet. Det er meningen, at Ford i fremtiden vil tilbyde langt flere farver, mere styling og mulighed for at individualisere sin bil. Det kommer der mere af. Også i flere biler.
Motor-magasinet var inviteret til Malaga af Ford Danmark.
Puma på jagt i Danmark
Fords nye strategi er at jage Tesla. Den nyeste bil hertil er den lille SUV med navnet Puma. Den passer til det danske marked fortæller to af udviklerne fra Ford-Köln.