LEVERANDØRER Det ville kræve noget af et lager, hvis et frit værksted skulle opbevare alle olietyper til dagens biler. Olierne er nemlig vidt forskellige, fordi mange bilmærker har behov for 3-4 typer forskellig olie. Netop derfor priser autogrossisten FTZ sig lykkelig for sit nu 20 år lange samarbejde med smøremiddel-leverandøren Elf, der er et selvstændigt brand under den franske olieproducent Total.
Hos FTZ oplever Sonni Isaksen, der er Product Manager på olie og additiver, at de mange daglige vareture er absolut nødvendige for, at værkstederne kan fungere på ikke mindst oliesiden.
- Olie er blevet en reservedel, der skal passe nøjagtig til den specifikke bil på liften for at kunne opretholde komponentgarantien. Der er sket meget på 10-15 år, fra da jeg var mekaniker - her kunne værkstederne nøjes med tromler med 5W-40 olie og måske en 5W-30 til de nyeste dieselbiler. Nu kan samme bilmodel kræve flere forskellige olietyper alt efter motoren. De frie værksteder, som vi jo leverer til, kan naturligvis ikke ligge inde med alle slags olier på lager. Så også derfor er vores mange vareture dagligt så vigtige, siger Sonni Isaksen.
Han tilføjer, at FTZ og mange frie værksteder mærker hos bilejerne, at Elf i dag har høj brandværdi i kraft af sine mange år i landet med egen forretning.
- Hr. og Fru Danmark kender Elf fra deres besøg på de frie værksteder. Årsagen til at FTZ og Elf er blevet så store sammen er især, at Elf er så bredt funderet og gode til små emballager - jeg er ikke sikker på, at andre oliemærker ville kunne det samme, som vi oplever med Elf, siger Sonni Isaksen.
Nye emballager på vej
Netop de mindre emballager fra Elf står overfor et skifte i emballager, forklarer Ole Osric, der er salgschef hos Total Denmark A/S.
- Vi introducerer i dette første halvår et helt nyt layout på vores mindre emballager til gavn for værkstederne og slutbrugeren. Det skal gøre det nemmere dels at finde men også sikre den korrekte og godkendte motorolie til den pågældende motor. Kravene fra motorfabrikanterne bliver hele tiden skærpet for at kunne reducere emissionsudslippet. Vores fornemste opgave er at kunne tilbyde de OEM godkendte produkter, som eftermarkedet efterspørger, for at opretholde kvaliteten og sikre at kunne fjerne enhver tvivl om motoroliens kvalitet ved eksempelvis et motorhavari, siger Ole Osric.
Han tilføjer, at Totals forskningscentre hele tiden udvikler produkterne for at sikre den bedste og mest optimale kvalitet til gavn for køretøjer og miljøet.
På forkant i udvikling
I Danmark har Total de seneste godt 20 år haft et tæt samarbejde med FTZ om rådgivning og salg af smøreolier i et komplet produktprogram. Begge parter har desuden vist en lydhørhed for markedet i årenes løb og de har udviklet sig sammen for at kunne dække kundernes behov og ønsker.
- Hos os i Total er vi stolte over samarbejdet med FTZ gennem alle disse mange år og ser frem til at udvikle dette til endnu højere niveauer i fremtiden, siger Ole Osric.
Ronnie Maryon, vicedirektør hos FTZ med ansvar for salg og marketing, supplerer:
- Igennem vores fælles samarbejde har Elf og FTZ fremtiden foran os, og den bygger på et stærkt fundament af langvarige relationer. Elf mærket vil også fremover spille en væsentlig rolle for FTZ og for rigtig mange af vores kunder. I de markedssegmenter, FTZ arbejder i, har Elf været dygtige til at holde sig på forkant med efterspørgslen i markedet. Elf og FTZ deler mange fælles værdier, vi har en god historie sammen, og sidst men ikke mindst, så passer brandet rigtig godt til den professionelle del af autobranchen, siger Ronnie Maryon.
Dette gælder også nyudviklede produktlinjer af smøremidler til for eksempel el- og hybridbiler fra Total, som FTZ vil kunne benytte sig af via Elf.
Motorolie skal da sendes pr. bud
De frie værksteder får alle typer biler ind, der i dag behøver næsten hver sin specifikke olie. Derfor er de mange daglige vareture nødvendige for, at værkstederne kan fungere på oliesiden.