23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Motor-magasinet
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Ny dækformand: Klimadebatten vil ramme os hårdt

Hvad er de brændende emner i den danske dækbranche lige nu? Jannick Ditlevsen, ny formand for importørforeningen, åbner for posen - bl.a. online-salg og den generelle klimadebat.

INTERVIEW Som spiller i den samlede dækbranche trænger ét spørgsmål sig mere på end noget andet: Er der penge at tjene i branchen for de sorte runde? Og svaret er det ganske enkle; "jo, det er der."



Mareridtsåret 2017 hører fortiden til, fremgår det af de senest tilgængelige årsregnskaber - altså tallene for 2018 - som de fremgår af Motor-magasinets specialudgivelse Top 100. Dermed lægger dækbranchen afstand til det indtjeningsmæssige lavpunkt ved at øge indtjeningen i 2018 med 26 procent.



Så med et samlet overskud på 71 mio. kr. har dækvirksomhederne dog fortsat et godt stykke op til præstationen i 2016, hvor anstrengelserne gav et samlet udbytte på 97 mio. kr.



To andre udfordringer for branchen, der holder Danmark kørende, er internethandelen og udspillet fra Michelin, der siger, at i hvert fald nogle dæk bør køres helt ned til der kun er 1,6 mm slidbane tilbage. Ligesom den grønne omstilling efter manges opfattelse ikke længere er noget ude i fremtiden i 2020’erne - den er her nu.



Udfordringer og muligheder



Hvordan navigerer man som spiller i dækbranchen i de mange udfordringer - eller muligheder? Vi rækker mikrofonen frem mod dækbranchens nye formand, salgschef i Apollo Vredestein Nordic AB, Jannick Ditlevsen. Ditlevsen overtog i foråret 2019 formandsposten efter Kenneth Saust, Yokohama Danmark A/S.



Jannick Ditlevsen, først til lykke med din nye post som formand for importørforeningen, hvad glæder du dig mest til?



- Tak for det.... Jeg glæder mig til at fortsætte det gode arbejde sammen med de andre medlemmer af importørforeningen. Ikke mindst i vores stræben efter at få indført en vinterdækslovgivning på det danske marked.



...og tilsvarende, hvad bliver den største udfordring?



- Jeg tror at den største udfordring ligger i at få politikerne til at prioritere spørgsmålet om vinterdækslovgivningen, men hele klimadebatten er jeg også ret sikker på vil ramme vores branche hårdere end hidtil, så der vil vi helt sikkert skulle svare på en del spørgsmål.



Der er jo en stor omsætning i den danske dækbranche - alligevel er der adskillige importselskaber, der har en relativt lille indtjening. Hvad er den væsentligste forklaring på det?



- Jeg har ingen mulighed for at vurdere eller svare på, om der generelt er en lille indtjening i branchen. Men der er ingen tvivl om, at der bliver parallel-importeret flere og flere dæk, hvilket har en kraftig indvirkning på salget hos de danske importører. Det er selvfølgelig ikke en trend, vi er glade for at se, men den er desværre nok uundgåelig.



Så er der Michelins udspil om at køre visse dæk ned til 1,6 mm mønster - hvordan bør sammenslutningen reagere på det?



- Importørforeningen tilråder at man overvåger sine dæk, når der er ca. 3-4 mm mønster tilbage, og det ændrer Michelins udspil ikke på. Foreningen blander sig ikke i, hvordan de enkelte dæk-mærker kommunikerer til forbrugerne, så længe der ikke bliver brudt nogle regler.



Vil ikke køre dæk så langt ned



Hvad er din personlige holdning til Michelins udspil?



- Helt personligt vil jeg aldrig køre mine dæk så langt ned, da det for mig handler meget om sikkerhed. Og nye eller næsten nye dæk vil efter min opfattelse altid have bedre egenskaber end næsten nedslidte dæk.



Internet-handel kommer mere og mere og spiller angiveligt også en vis rolle i dækbranchen. Hvordan bør dæksammenslutningen dæmme op for denne udfordring - eller måske udnytte mulighederne?



- Internet-handlen er helt sikkert kommet til dækbranchen for at blive, og frem for at kæmpe imod den bliver vi, som branche, nødsaget til at forholde os til den. Jeg er sikker på, at alle importører arbejder målrettet på at optimere deres online-platforme, så de matcher forbrugernes stigende krav til en hurtig og overskuelig handel. Jeg er overbevist om, at man i dagens Danmark er nødt til at "have åbent" døgnet rundt, hvis ikke man skal miste omsætning til sine konkurrenter



Og lige to mere, Jannick - først, hvad er den vildeste idé, du har fået for nylig?



- Jeg er normalt ikke typen der får de helt vilde idéer, men jeg har netop købt mig en racercykel og tilmeldt mig et løb på cirka 140 km til foråret. På trods af at jeg aldrig har cyklet på racercykel tidligere. Men jeg ved ikke, om det er en vild idé eller bare en midtvejskrise...



... og hvilke dæk sidder på din bil? (Og hvornår skifter du over til vinterdæk.)



- Jamen, faktisk har jeg siden juli måned prøvekørt Vredesteins nye helårsdæk Quatrac Pro. De bliver dog snart skiftet, da jeg altid skifter til vinterdæk cirka den 1. november.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.125