BILUDSTILLING Volkswagen ID.3. Bilen, der udset til at være, hvad Folkevognsboblen var i 1960’erne og 70’erne og Volkswagen Golf har været siden 1974 - Europas vigtigste bil.
Tyskerne har linet op - og med et langt tilløb fra rygter via konceptbil til et halvt år med billeder af den omtrent færdige bil, men altid med underlige røde og blå striber hen over hele kroppen, er den så her. Dér på scenen i Frankfurt: ID.3.
Bilens vigtigste data: Elmotor forstås. Rækkevidde op til 550 km, opladningstid svarende til 100 km på ti minutter med en 100 kW-lader. Og priser fra 280.000 kr.
ID.3 vil få afgørende betydning for Volkswagen-koncernen. Således mener Automotive News at vide, at ID.3 er tænkt at få lige så stor strategisk betydning for Volkswagen Group som Golf.
Men hvad med Volkswagen-Danmark; bliver den nye forhjulstrukne elbil lige så afgørende for importselskabet, Semler Mobility? Vi spørger Mads Ries Lauvring, der er dansk direktør for Volkswagen.
- Den nye ID.3 er begyndelsen på elektrificeringen af Volkswagen, og ja, derfor er modellen af stor strategisk betydning for Volkswagen, både globalt og nationalt. ID.3 skal bevise, at den er et stærkt fundament at bygge en ny familie af banebrydende elbiler på.
- Vi ser også ID.3 som begyndelsen til en ny æra, ligesom Boblen var i starten af 50’erne, Golfen i 70’erne og nu ID-familien i 2020’erne. ID.3 er sammen med delvist elektrificerede modeller som Golf GTE, den nye Passat GTE og den kommende Golf 8 med TSI-mildhybrid en vigtig del i en omfattende elektrificering af vores modelportefølje. Sammen med nyudviklede TDI-motorer har vi en af markedets bredeste produktporteføljer. For Volkswagen er det ikke et enten-eller; men et både-og i forholdet mellem benzin/diesel kontra elbiler.
Netop i Frankfurt kommer Ford med en stærk udmelding: Den Blå Oval vil allerede i 2022 sælge flere elektrificerede biler end konventionelle benzin- og dieselbiler
- Elektrificerede biler er med hastige skridt ved at blive den nye standard. Derfor øger Ford også viften af både elektrificerede modeller og drivlinjer i betydeligt omfang, siger Stuart Rowley, præsident for Ford Europa.
- Vi forventer, at elektrificerede modeller udgør størstedelen af vores personbilssalg ved udgangen af 2022.
Frankfurt ’19: Paradigmeskiftet hos Volkswagen
Volkswagens ID.3. Udstillingen går over i historien, fordi ID.3 kan blive det afgørende gennembrud for elbilen. På standene holder imidlertid også en række "almindelige" nyheder.