JURA Da L4 blev vedtaget i 2017, blev den sikkerhedsstillelse, en selvanmelder skal stille for betalingen af registreringsafgift, forhøjet fra 200.000 kr. til minimum 500.000 kr.
Samtidig blev der indsat en bestemmelse i registreringsafgiftsloven om, at skatteforvaltningen kan stille krav om højere sikkerhedsstillelse end de 500.000 kr. som følge af virksomhedens årlige eller forventede årlige afgiftstilsvar, forretningsomfang, betalingshistorik og øvrige risikofaktorer.
Af bemærkningerne til L4, fremgik det desuden, at en såkaldt trappemodel ville blive overvejet.
Udkastet til denne trappemodel har så set dagens lys i sommeren 2019, og i Bilbranchen er vi meget bekymrede over forslaget.
Allerede forhøjelsen til minimum 500.000 kr. pr. 1. januar 2018 medførte en forøgelse af branchens finansielle vilkår og påvirkede den enkelte virksomheds kreditramme i banken.
Bankkreditter og stillede garantier ses som ofte samlet, når banken fastsætter udlånsrammen til en bilforhandler.
Særligt hvor en bankgaranti sidestilles med at have en kassekredit stillet til rådighed til virksomhedens drift kan konsekvensen være, at det bliver vanskeligere for virksomheden at skaffe tilstrækkelige kreditfaciliteter.
Sikkerhed på 2,5 mio. kr.
Udkastet til trappemodel lægger op til, at eksempelvis virksomheder med en månedlig afgiftsbetaling på 1 - 2,5 mio. kr. skal stille sikkerhed for 2.500.000 kr. Der er således tale om en betydelig forhøjelse af sikkerhedsstillelsen, som direkte vil berøre en lang række - måske samtlige - nybilvirksomheder i branchen økonomisk.
Når det samtidig haves en mente, at branchen på statens vegne uden at modtage betaling herfor løser den store opgave med at opkræve og indbetale en yderst indviklet og kompliceret afgift, der til stadighed er genstand for lovændringer, forekommer det urimeligt at pålægge branchen yderligere og urimeligt store omkostninger for fortsat at løse den opgave.
I Bilbranchen synes vi også, at en trappemodel nødvendigvis må tage alle de kriterier, som lovbestemmelsen nævner i betragtning - ikke kun afgiftstilsvarets størrelse.
Beløn firmaer med orden i sagerne
Det er Bilbranchens opfattelse, at forretningsomfang, betalingshistorik og øvrige risikofaktorer er ligestillede kriterier med afgiftstilsvarets størrelse i bestemmelsen, og at det bør være muligt at indarbejde disse i de offentligt tilgængelige retningslinjer for sikkerhedsstillelsen.
F.eks. kunne en mulighed være, at en virksomhed bibeholder en sikkerhedsstillelse på 500.000 kr., hvis selvanmelderen i en forudgående periode på f.eks. 12 måneder har afleveret årsregnskab, har en egenkapital af en vis størrelse i forhold til afgiftstilsvaret, ikke har haft ændringer i ejerstrukturen og har afregnet afgift til tiden.
Dermed belønner man selvanmeldere med orden i butikken og stiller krav til og sikrer sig mod selvanmeldere, der ikke kan eller vil spille efter reglerne.
Myndighederne skal efter forslaget til trappemodel årligt revurdere selvanmeldernes grundlag for sikkerhedsstillelsen.
Denne betydelige arbejdsbyrde må man håbe så vidt muligt kan håndteres på baggrund af samkøring af tilgængelige data og indberetninger, således at det som udgangspunkt kun er risiko-virksomheder, som skal revurderes en gang om året.
Gavner ingen
Ressourcerne er måske også bedre anvendt for myndighederne ved en øget brug af de redskaber, der allerede findes til at nægte en virksomhed status som selvanmelder eller inddrage denne status fra virksomheder, der har udvist en sådan adfærd, at det er risiko for, at registreringsordningen ikke vil blive overholdt.
Forslaget til trappemodel ledsages desuden af en bemærkning om, at halvdelen af alle selvanmeldere fremadrettet vil ligge på det nederste trin med et krav om sikkerhedsstillelse på de nuværende 500.000 kr. Hertil er der dog at bemærke, at formentlig samtlige nybilforhandlere i Danmark med den foreslåede model vil opleve en forhøjelse af sikkerhedsstillelsen.
Når det samtidig tages i betragtning, at netop disse virksomheder som alt overvejende hovedregel betaler afgiften til tiden, rammer trappemodellen derfor skævt i forhold til de opstillede og ligestillede kriterier i registreringsafgiftsloven.
Man kan også sådan lidt firkantet spørge, hvem der ud over bankerne og den finansielle branche får en direkte fordel af de øgede krav til sikkerhedsstillelsen - hverken selvanmelderne, kunderne, myndighederne eller staten, vil jeg påstå.
Branchen pålægges flere byrder
Bilbranchen DI er bekymret over lovforslag, hvor selvanmeldere bliver pålagt øgede omkostninger.