23948sdkhjf

Forstå forskellen på ophævelse og tilbagekøb

En autoriseret bilforhandler fik i løbet af sommeren den tvivlsomme fornøjelse at blive omtalt i en landsdækkende avisartikel om en reklamation over en ny bil. Rent juridisk var artiklen dog på et afgørende punkt misvisende.

JURA Sagen drejede sig om en ny bil, som rystede voldsomt, når hastigheden kom over 80 km/t. Sælger forsøgte at afhjælpe fejlen, men måtte sende bilen videre til fabrikken i Tyskland, hvorfra meldingen var, at fejlfinding og reparation kunne forventes i løbet af seks uger. I reparationstiden fik kunden en lånebil stillet til rådighed.

I en landsdækkende avis fremgik det, at kunden ville returnere den defekte nye bil og at det skulle koste kunden 150.000 kroner. Artiklens harmdirrende budskab var dermed, at kunden helt uden skyld stod med et tab på 150.000 kr. ved tilbageleveringen af en mangelfuld bil.

Sagen var imidlertid den, at bilforhandlerens afhjælpningsret ikke var opbrugt og at kunden derfor ikke på daværende tidspunkt havde krav på at ophæve handlen. Kunden havde derfor bedt bilforhandleren om et tilbud på at købe bilen tilbage i stedet for at afvente afhjælpningen. Dette tilbud var afgivet på baggrund af bilens markedspris og deraf opstod de 150.000 kr.

Der er således forskel på, om der er tale om krav på ophævelse eller tale om, at parterne aftaler, at sælger køber bilen tilbage på et tidspunkt eller under forhold, hvor der ikke kan kræves ophævelse.

Ved en ophævelse skal hele købesummen som udgangspunkt tilbagebetales, mens prisen på bilen ved en frivillig aftale om et tilbagekøb er op til parterne at forsøge at nå til enighed om.

Afhjælpning

Efter købeloven skal en mangel afhjælpes inden rimelig tid. Det betyder helt bogstaveligt, at reparationen skal gennemføres inden for en periode, der rummer normal ventetid på værkstedet, fejlsøgning, eventuel bestilling af reservedele, reparation og afprøvning.

Med hensyn til det tidsmæssige forløb antager man, at "rimelig tid" som udgangspunkt er op til nogle uger, men at sælger i nogle tilfælde har mulighed for at bruge længere tid. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis der stilles en lånebil til kundens rådighed i reparationstiden, hvis fejlen er svær at identificere, fordi den er periodisk, varen er speciel og kræver særlige reservedele, som er svære at skaffe hjem eller det er nødvendigt at indhente ekstern ekspertbistand.

En bil er et dyrt og teknisk kompliceret produkt. Derfor vil sælger som regel have noget længere tid til at afhjælpe, end hvis der er tale om et billigere forbrugsgode.

Hvis en bil er indleveret til sælger med henblik på afhjælpning (reparation), kan kunden ikke bare fortryde og i stedet kræve, at handlen går tilbage. Dette gælder også i de tilfælde, hvor sælger har forsøgt at reparere samme fejl flere gange. Man kan her sige, at kunden, ved at aflevere bilen til reparation på ny, har accepteret, at sælger endnu en gang får lov til at reparere fejlen. Afhjælpningen skal dog fortsat ske inden rimelig tid.

Om "rimelig tid" er en, to, tre måneder eller mere, er der ikke noget entydigt svar på. Også selvom værkstedet har anvendt reparationstiden effektivt, reservedele er i restordre eller fabrikken arbejder på en løsning, løber den rimelige tid ud på et tidspunkt. Det kan derfor anbefales, at bilforhandleren ved udsigten til særlig langvarig reparation selv sætter en frist for afhjælpningen, hvorefter en ophævelse kan gennemføres. Det kan for nogle kunder være tilfredsstillende med en aftalt deadline for afhjælpningen, selvom den er lang, fremfor uvished om reparationstidens længde.

Ophævelse af køb

Hvis en mangel ikke er afhjulpet inden rimelig tid, kan køber ophæve købet. Ved ophævelse skal kunden mod tilbagebetaling af købesummen tilbagelevere den købte bil.

Efter praksis i Ankenævn for biler sker der et fradrag i købesummen for den nytte, køber har haft af bilen i perioden til ophævelsen. Medmindre helt særlige forhold gør sig gældende, beregnes fradraget efter praksis som 0,50 kr. pr. kørt kilometer pr. 100.000 kr. købspris.

En købspris på 300.000 kr. vil dermed som tommelfingerregel udløse et fradrag på 1,50 kr. pr. kørt km. Købesummens størrelse ved en ophævelse har således ikke noget at gøre med køretøjets aktuelle markedspris.

I sager som denne, hvor bilforhandleren ikke er juridisk forpligtet til at tage en bil tilbage (endnu), kan parterne til enhver tid aftale, at bilforhandleren køber bilen tilbage fra kunden. I så fald er der ikke tale om en ophævelse i købelovens forstand. Det kunne f.eks. være tilfældet, hvis en kunde ikke ønsker at afvente afhjælpning af en mangel.

Prisen aftales i så fald parterne i mellem bl.a. på baggrund af markedsprisen.

Kommenter artiklen (2)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125