DISRUPTION - Jeg elsker biler. Biler der har den der fede kombination af teknik og design.
Så er Tune Heins indlæg på Gram i gang. Og det er måske meget klogt med den positive tilgang, for Heins indlæg handler i den grad om, hvad der kan ske derude i fremtiden. Hans CV siger da også erhvervsrådgiver, forfatter og foredragsholder, der beskæftiger sig med ledelse, strategi og ikke mindst disruption.
Hvor vanskeligt det kan være at navigere i den måske disruptede fremtid, understreger Hein ved at referere Netflix direktør for at sige, at vores, altså Netflix’, konkurrent, er søvnen. Ikke en anden streamingtjeneste, men søvnen.
Og lige så vanskeligt er det måske at udpege, hvem der er den egentlige konkurrent til gæsterne på Gram, altså den samlede danske autobranche.
- Er det måske Uber, når det kommer til stykket. Eller måske klimadagsordenen?
Tune Hein refererede til en intelligent, digital kampagne, han netop havde oplevet. Han havde bestilt en rejse til Dubai. Og endnu inden han lettede med flyet, modtog han en venlig, navngiven henvendelse med "Kære Tune Hein" og det hele om at han kunne blive tilbudt en særlig lejlighed netop i Dubai.
- Det sjove er jo, at sådan en mail modtager jeg jo aldrig fra jer bilforhandlere...
Men Tune Hein påpegede også det glædelige budskab her, nemlig at denne form for direkte kampagner er, som han udtrykte det, "superbillige og meget lettere for jer."
Hein opsummerede fremtiden i bl.a. disse tre punkter: I fremtiden bliver køretid til arbejdstid - dér er nye muligheder. Der bli’r færre skader - det er bad news. Hele øvelsen går ud på at fange mersalget på en anden måde. Den er derude - den digitale fremtid. Og hvis i synes, der sker noget lige nu, så bare vent til 2030. Dét bli’r vildt.
... men markedsføringen - den er billig
Erhvervsrådgiver Tune Hein gjorde det klart, hvor vanskeligt det kan være at navigere i fremtiden. Men noget bli’r lettere og meget billigere.