KAMPZONE Pæne mænd i habitter kan også skyde med skarpt. Det fik de omkring 500 tilhørere bevis på, da afdelingsleder i FDM, Torben Lund Kudsk, fyrede kritik af mod bilproducenterne som indlægsholder på store scene ved Vores Autobranche.
- Bilproducenterne har givet forbrugerne en revolver for panden i forhold til at give tilladelse til, at producenterne får adgang til at bruge data fra bilerne - for ellers virker meget i bilen ikke. Bilproducenterne mener dermed at have bilejerens accept på data, for producenterne er nødt til at finde på nye forretningsområder på grund af disruption af den hidtidige værdikæde, sagde Torben Lund Kudsk.
Blandt andet vil bilfabrikker gerne sælger data til eksempelvis forsikringsselskaber og andre såkaldte tredjeparter, der vil vise marketingbudskaber og reklamer på skærmen i bilen med realtime tilbud i forhold til, hvor bilen bevæger sig på kloden.
Hyrede en hacker
FDM og de europæiske søsterklubber hyrede en hacker, der fandt 33 delte datakilder i en BMW i3. Blandt andet blev personer i førerens indlæste kontaktbog delt, samt bopæl og køremønster. Svaret fra BMW var: Vi vil blot give kunden en bedre køreoplevelse...
Ifølge FDM bliver et luftbårent dataflow fra bil til fabrik stadig mere udbredt i takt med især elbilernes komme.
Fordele ved data-deling
Men FDM ser også mange fordele ved opkobling og bildata, der reelt startede som et EU initiativ med ecall som redningstjeneste. Blandt goderne ved datadeling er overvågning af bilens teknik, så skader udgås, ligesom biler kan kommunikere med veje og infrastruktur samt hinanden, hvilket kan give langt bedre flow-optimering og sikkerhed i trafikken. Desuden kan datadeling fremme nye mobilitetskoncepter.
Ulemperne er manglende datasikkerhed, reduceret konkurrence og former for manglende færdselssikkerhed, når GM eksempelvis for nylig har valgt at lukke ned for OBD under kørsel på biler fra Alfa Romeo og Fiat.
Politikere i bil-bestyrelser
Vi er midt i en digital revolution med IoT, internet of things. Forskellen på en telefon eller køleskab og en bil er imidlertid, at biler skal serviceres, har stor værdi og skal leve længe.
FDM arbejde sammen med autobranchen og F&P samt sine søsterklubber for at få mere styr på bildata i EU.
- Vi har kontakt med Europa-Kommissionen via fælles grupper som Cars 21, og her oplever vi bilproducenterne som reelle grædekoner, der bruger som argumenter, at skærpede datakrav vil dræbe bilfabrikker. Her er det et reelt problem, at tyske toppolitikere eksempelvis også sidder i bilproducent-bestyrelser, sagde Torben Lund Kudsk.
Lige nu er der valg til Europa-Parlamentet, og bilklubberne har efterlyst hvad kommissionen vil gøre - med en ligeledes ny kommission skal lobbyarbejdet starte forfra. Eksterne servere, til spejling af data, har været fremført som et middel mod bilfabrikkernes data-monopol.
Uoverskuelige cookies
På den hjemlige front har FDM af og til foretræde for Europa-udvalget i Folketinget for at kunne klæde politikerne på med ny viden og udviklingen på området.
- Forbrugerne synes ofte bare, det er fedt, at en Tesla kan alt med sin elektronik - de kan ikke overskue konsekvenserne af at afgive data, ligesom vi alle kender det med at sige ja til cookies på mobiltelefonen på grund af krav fra EU. Forbrugerne har ikke overblik og er generelt ikke så bekymrede, som de bør være, og som vi hos FDM er på deres vegne, sagde Torben Lund Kudsk.
Men spørger man forbrugerne direkte, er holdningen klar. Ifølge en FDM-undersøgelse vil 91 procent bestemme over egne data, 93 ønsker mere lovgivning og 74 procent vil give værksteder adgang til data.
Data-revolveren for panden
Det vil koste bilejerne og den frie autobranche 485 milliarder kroner mere årligt i 2030, hvis bilfabrikker får lov at holde på data, mener FDM.