TILPASNING På den store scene under konferencen Vores Autobranche på Gram Slot fortalte direktør for nye forretningsmuligheder, Patrick Holm, hos Finlands største bilimportør og -forhandler og Skandinaviens største Mercedes-Benz forhandler, Veho, hvordan virksomheden har undersøgt markedet og nye tendenser, der kan bruges i virksomheden.
- Det har betydet, at vi har fået en ambition om at være en markant spiller på markedet for bæredygtig mobilitet sammen med Mercedes, som vi anser for at være den bedste partner at gøre det med, sagde Patrick Holm.
Mobilitet som service
Veho arbejder med begrebet "Mobility as a Service", forkortet til MaaS, og herigennem tilbydes kunderne forretningskonceptet Veho Go med yderst fleksible bilaftaler baseret på kundernes behov. Det kan være på dagsbasis, månedsbasis og årsbasis.
- Vores biler, der indgår i MaaS-systemet, kan benyttes til at komme fra A til B på lige fod med bus og tog, sagde Patrick Holm. Eksempelvis har en kunde, der arbejder på et krydstogtskib hver anden uge, fået en aftale, hvor han kun har bil i de uger, hvor han er hjemme. En anden kunde købte en bil og fik samtidig en mobilitetsaftale til sinde voksne børn med bil i seks dage på en måned og periodekort til offentlig transport ved siden af.
Som konsekvens af sit markedsarbejde lancerer Veho her i maj sin såkaldte Sustainable last mile Solution - om bæredygtig transport til og fra offentlige knudepunkter.
Strategi og eksekvering
Patrick Holm talte om, at syv af verdens mest innovative ikke-automotive firmaer er godt på vej ind i autobranchen, der undergår en voldsom teknologisk udvikling og påvirkning, herunder fra IoT (Internet of Things) - samt at kineserne også står på spring for at tage dele af værdikæden. De globale megatrends byder på befolkningstilvækst, der ikke er plads til, når det gælder klima og CO2-udledning.
I den kontekst er det Vehos strategi at:
* Identificere relevante trends
* Forstå deres indvirkning på forretning og virksomhed
* Lægge en plan og strategi
* eksekvere effektivt
- Vi har viden om biler og markedet, og det er vigtigt, når pengetanke og store aktører kommer ind på markedet, sagde Patrick Holm, der i øvrigt finder intern kommunikation vigtig i forhold til konstant at kunne ændre sig.
Nye mobilitets-tanker fra Finland
Den store Mercedes-forhandler Veho har lanceret sit eget MaaS-system og giver hjemlige konkurrenter baghjul.