KRYSTALKUGLEN I 2030 vil 26 procent af bilparken bestå af 750.000 el- og hybrid-biler. Allerede i løbet af i år vil vi se 15.000 rene elbiler i statistikken, og det store skifte kommer omkring 2025 med 125.000 elbiler plus 175.000 hybridbiler. Disse tal fremlagde Jan Lang, markedsanalytiker hos Bilbasen/Bilinfo, og Jon Slot Hansen, direktør hos den store brugtbilforhandler Kraft Biler i Fredericia og Horsens, under Vores Autobranche.
I en tændt dialog med cirka 60 tilhørere i et af de fire Fagsnak-lokaler på Gram Slot gav de to i fællesskab et vue over udsigterne og udfordringerne ved brugtbilsalg i årene, der kommer.
Jon Slot Hansen slog fast, at han er mere realist end optimist eller pessimist omkring fremtiden - ved at være omstillingsparat.
Elbiler taber værdi
Vognparken er vokset med 280.000 biler på fire år, og antallet af dieselbiler var rekordhøjt her i første kvartal 2019. Det kan skyldes den nye af dieselbiler og tyskernes negative debat om diesel, der fører gode brugtbiler til Danmark. Samtidig er der en overflod af brugte fossilbiler i Norge, hvor der, ifølge de to indlægsholdere, bindes 208.000 kroner i halen på hver solgt elbil.
Værditabet vil være større for elbiler end hidtil på grund af stor og hastig udvikling, og snarlig introduktion af en stribe nye modeller, herunder fra Kina, hvor 67 mere eller mindre ukendte producenter står klar med elbiler. Den gamle Nissan Leaf anses af markedet nærmest som en iPhone 4 eller 5, der næsten ikke kan sælges brugt i dag.
Også dieselbiler efter euro norm 4 og 5 vil have store værditab, mens benzinbilerne klarer skærene bedre, anslår de to indlægsholdere.
Tid og plads til omstilling
Jan Lang slog fast, er der vil være god tid til omstilling, og at der er plads til at kunne favne de nødvendige forandringer. Samt at leasingselskaber i øvrigt også er udfordret på de nye biltypers restværdi og afskrivning.
Jon Slot Hansen meldte ud, at han pt blot sælger 2-3 el- og hybridbiler årligt og venter med at gå ind i dette marked med, hvad han kalder "kung-fu biler", når han vurderer, at behovet er der - for det kræver viden, uddannelse og investeringer.
Fra salen lød kommentarer om, at udviklingen mod elbiler vil gå hurtigt - ligesom i telebranchen og med sol- og vindenergi, afhængig af kapitalfonde og politiske vinde og behovet for at kunne lagre energi i bilparken. Og at deleordninger og leasing vil skubbe på udviklingen. Og så troede flere i salen på dieselmotoren, der til stadighed forfines og vil kunne køre på nye brændstoftyper uden CO2- og partikelemission.
Flere forudser et problem med antallet af ladestandere, hvor der allerede nu er set kø nogle steder på op mod halvanden time.
Store værditab for brugte el- og dieselbiler
Markedsanalytiker Jan Lang og direktør for Kraft Biler, Jon Slot Hansen, gav deres bud på en omlægning af den danske bilpark.