23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Motor-magasinet
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

SKAD: Nye krav om prøvning fordyrer bilimport og opbygning

Køretøjbyggernes brancheforening SKAD står uforstående overfor en ny bekendtgørelse og har klaget til Færdselsstyrelsen og transportministeren.

LOVGIVNING Alle køretøjer fra udlandet - også typegodkendte og ikke konstruktivt ændrede - skal fremover igennem prøvning i Danmark for at kunne køre lovligt på vejene. Sådan fortolker specialforeningen for de danske køretøjsbyggere, SKAD, en ny bekendtgørelse om prøvning og krav til køretøjer, der er trådt i kraft 1. maj efter en kort høringsperiode. Dette, og flere andre elementer, falder ikke i god jord hos SKAD. I en mail til Færdselsstyrelsens direktør, cc transportministeriet, anfører brancheforeningen, at de nye regler vil gøre import af biler og dataerklæringer både dyrere og mere besværligt.

- På trods af at vi i vores høringssvar har advaret imod dette, kræver den nye bekendtgørelse, at samtlige biler og motorcykler, der importeres brugt, skal forbi en prøvningsinstans, hvoraf der foreløbig kun er en enkelt virksomhed i Danmark. Det drejer sig om mange tusinde køretøjer hvert år, som mange virksomheder sælger og lever af. Denne bekendtgørelse har dermed skabt en flaskehals af særlig karakter og betyder, at omkostninger i forbindelse med import af køretøjer kommer til at stige voldsomt. Dermed mener vi i SKAD, at den frie bevægelighed af varer indenfor EU besværliggøres. Altså er den nye bekendtgørelse en markedshindring, siger Thomas Krebs, direktør for SKAD.

Han vurderer, at meget få andre virksomheder i landet vil forsøge at blive godkendt som prøvningsinstans, da det kræver dyre ISO-certificeringer, der typisk vil koste op mod 400.000 kroner.

Ifølge SKAD’s tolkning af bekendtgørelsen, der ikke er blevet modsagt af Færdselsstyrelsen, skal alle køretøjer op til 3,5 tons og motorcykler prøves og have udstedt dataerklæringer, også alle taxier og handicapbiler i kommunal regi, da der her er tale om biler til erhvervsmæssig persontransport.

Mistillid til synshaller

SKAD har den opfattelse, at der stilles større og større krav til, hvad der skal igennem en godkendt prøvningsinstans - også altså mere end hvad SKAD opfatter som nødvendigt og rimeligt. Mange af de kontroller kan udføres af kompetente synshaller, mener SKAD. At flytte flere kontroller til en godkendt prøvningsinstans viser mistillid til synshaller, anfører foreningen.

- Dette står vi spørgende overfor. At anvende en prøvningsinstans er en meget kostbar affære. Der pålægges væsentlige ekstraudgifter, som slet ikke står i forhold til de ændringer der er foretaget på mange biler og motorcykler. Vi mener helt klart, at kun de mest nødvendige forhold bør afprøves af en prøvningsinstans, og at flere og flere opgaver ikke flyttes fra synshaller til en prøvningsinstans, siger Thomas Krebs.

SKAD har flere gange foreslået såkaldt kategori 5 synshaller som specialister i syn af om- og opbyggede køretøjer, men det er, ifølge foreningen, blevet afvist i Færdselsstyrelsen.

Krav truer virksomheder

Ifølge SKAD stilles der nu strengere krav end hidtil til ombygninger af køretøjer.

- Kravene til kontrol af ombygninger betyder, at ingen vil have råd til at bygge om på grund af de økonomiske udfordringer i forbindelse med afprøvning af køretøjet. Det vil betyde, at virksomheder, der lever af dette, vil blive lukningstruet.

På den samlede baggrund opfordrer SKAD derfor Færdselsstyrelsen til at sikre fri konkurrence på afprøvningsmarkedet.

- Det er vigtigt for os at indstille til at sikre, at Danmark ikke bliver et uland hvad angår fri bevægelighed af biler og motorcykler, siger Thomas Krebs.

Færdselsstyrelsen har i en mail til Motor-magasinet meddelt, at man ikke ønsker at kommentere på kritikken fra SKAD.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.079