SELVANMELDERORDNINGEN Vi har i Silkeborg Bilernes By igennem mange år haft et tæt og godt samarbejde med folketingspolitikere, skatteministeriet og senest den nyetablerede Motorstyrelsen. Vi kæmper for gennemsigtighed, lige konkurrence og ordnede forhold i branchen, og det kan derfor undre mig meget, at andre organisationer indenfor autobranchen i den grad er usynlige og ikke bakker aktivt op i debatten.
Motorstyrelsen har, efter lukningen af selvanmelderordningen, nu skarp fokus på selvanmelderordningen for biler uden afgift. Kontrollen hæves fra to procent til 10 procent, hvilket svarer til cirka 40.000 biler, og viser der sig et generelt billede af svindel, vil skatteministeren igen vise handlekraft og lukke selvanmelderordningen.
Det kan for nogle synes fornuftigt, da afgiften dermed vil blive fastsat af Motorstyrelsen, og der vil være synergi. Men det kan også sætte hele brugtvognsbranchen i et dilemma, hvilket ingen kan være tjent med.
Vi efterlyser derfor en meget mere aktiv indsats fra brancheforeningerne, organisationer og forretningskæder i kampen for at få alle til at følge reglerne, så vi kan konkurrere på lige vilkår og have optimale arbejdsbetingelser. Der foregår kreative værdiansættelser i selvanmelderordningen, det er der ingen tvivl om, og det nytter derfor ikke noget, at nogle brancheorganisationer har meldt ud, at det bestemt ikke er deres medlemmer, der har lavet svindel med selvanmelderordningen.
Eksempelvis burde AutoBranchen Danmark være et kvalitetsstempel for medlemmerne, og samtidig en organisation der går forrest i kampen om ulige konkurrence baseret på svindel med registreringsafgifterne, og sammen med medlemmerne, Skat og Motorstyrelsen indgå i positiv dialog herom.
DBFU glæder sig, ligesom jeg, over, at bilimportørerne bliver sat under lup - men jeg har på intet tidspunkt bemærket, at formanden for denne forening har bragt selvanmelderordningen for både eksport og import op til diskussion og frem i lyset på grund af misbrug og svindel. Formanden og foreningen har derimod været aldeles usynlig, hvilket kun kan undre. Det er tid til selvransagelse, DBFU!
Silkeborg Bilernes By mener, at dette er en sag, som vi alle bør stå sammen om - vi skal enhver form for svindel til livs, og de, der bevidst har svindlet med selvanmelderordningen i den ene eller anden form, skal naturligvis drages til ansvar.
Vi, og nogle andre seriøse enkeltstående bilforretninger, har stået ret alene i den offentlige debat de seneste par år omkring ønsket om at stoppe svindel med registreringsafgiften - nu efterlyser vi sammenhold.
Under vores debatmøder med skatteministeren, embedsmænd, Motorstyrelsen m.fl. er det en klar overbevisning, at der nu iværksættes mange kræfter på at få ryddet op i bilbranchen - og svindlen VIL blive stoppet og straffet, hvilket er en klar fordel for alle seriøse bilforretninger.
Det er desuden med stor tilfredshed, jeg noterer mig, at Skat har lyttet og nu sætter fokus på bilimportørernes transferpricing. En omgåelse der uden tvivl ikke kun er blevet brugt af en enkel importør, men som flere importører har benyttet sig af igennem mange år, til stor frustration for både nyvogns- og ikke mindst brugtvognsforhandlerne. I mange tilfælde er en fabriksny bil billigere i beskatning end en et år ælde tilsvarende bil. Og der sendes til stadighed biler ud af landet, der aldrig har været belagt med én krone i dansk registreringsafgift, fordi L4 tillader tilbagebetaling jvf. beregningmetoden. Denne omgåelse skal stoppes nu, og de bilimportører, leasingselskaber og forhandlere, der har brudt reglerne, skal stilles til ansvar og straffes hårdt.
Opråb til den danske bilbranche - stop svindel
Silkeborg Bilernes By efterlyser opbakning fra autobranchens parter til Motorstyrelsens kampagne mod svindel med bilafgifterne.