JURA Som udgangspunkt kan man aftale ALT med en erhvervsdrivende og INGENTING med en forbruger. Det er tommelfingerreglerne.
Men selvom udgangspunkt for forbrugeren alligevel kan gradbøjes, så skal man altid være varsom, hvis man forsøger sig med en ansvarsfraskrivelse.
Ansvarsfraskrivelse på reservedele
Alle reservedele er som udgangspunkt omfattet af købeloven - uanset om de er brugte eller nye. Det betyder, at man kun kan tage konkrete forbehold for en reservedel ved salg og montering heraf.
Hvis reservedelen bare udleveres til kunden og ikke samtidig monteres, så er det selvfølgelig kun delen, sælger hæfter for. Hvis køber håndterer delen forkert eller der sker en forkert montering, så hæfter man ikke for dette.
Det kan dog være relevant at udlevere særlige anvisninger til brug for montering, og hvis sådanne særlige anvisninger ikke udleveres, så risikerer sælger alligevel at hæfte for fejlhåndtering af reservedelen.
Langt de fleste værksteder sælger dog reservedelen til kunden i forbindelse med monteringen, og i den forbindelse er det rigtig svært at fraskrive sig ansvaret for reservedelen - herunder også at tage konkrete forbehold. Det kan i realiteten måske kun lade sig gøre, hvis kunden har fået valget mellem fx en ny reservedel eller en brugt, hvor kunden (ofte af økonomiske årsager) fravælger den nye mod at løbe risikoen for, at holdbarheden er kortere på den billigere, brugte del.
Det hænder, at kunden selv medbringer reservedelen, og hvad gør man så? Første skridt er at tage stilling til, om man overhoved ønsker at montere reservedelen uden selv at have indkøbt den.
Det kan der være flere årsager til, at man ikke ønsker - blandt andet økonomiske; og det må kunden så acceptere.
Næste skridt er at undersøge delen - for kundens regning naturligvis (især hvis det er en brugt del, fx en motor) for at tjekke funktionalitet m.v.
Hvis denne undersøgelse viser, at reservedelen er underlødig eller at du - med din håndværksmæssige og faglige stolthed - ikke kan se det forsvarlige i at montere delen, så bør arbejdet standses her.
Som fagmand har du ansvaret for at oplyse kunden om, at det vil være uforsvarligt at montere delen, fx hvis du kan se, at reparationen ikke vil kunne fungere med den medbragte reservedel.
Uanset om reparationen bliver gennemført eller ej, så er det vigtigt, at du gør kunden opmærksom på, at du ikke tager ansvar for den medbragte reservedel.
Det er også vigtigt at være opmærksom på, at en ansvarsfraskrivelse skal udarbejdes/fremsendes inden arbejdet påbegyndes, så kunden kan nå at tage stilling til, om de vil løbe den risiko, der ligger i en ansvarsfraskrivelse.
Er der tale om, at du anbefaler en anden, håndværksmæssig mere korrekt løsning, så kan kunden nå at vælge denne. Alternativt - og som det næstbedste - kan fraskrivelsen anføres på fakturaen; og allerhelst gentages heri. Sat på spidsen, vil det dog være for sent at anføre den heri.
Et godt eksempel er valget mellem en planslibning af topstykke i forhold til en ny motorblok, hvis bilen har været kørt alt for varm. Planslibningen er ikke den forkromede løsning, men det en den absolut mest anvendelige - og økonomiske fornuftige - løsning.
Det betyder, at kunden skriftligt bør gøres opmærksom på, at reparationen ikke nødvendigvis er varigt holdbar.
Når det gælder stenslag
Et selvstændigt spørgsmål er stenslag og udbedring heraf. Rigtig mange bilejere kommer på værksted med stenslag i ruder - og mange af dem har tegnet forsikring med udbedring af stenslag. Ikke alle stenslag er dog lige nemme at udbedre - og hvad gør man, hvis forsikringsselskabet kræver, at man udbedrer stenslaget; vel vidende, at det ikke nødvendigvis vil holde?
Man sørger for at fraskrive sig ansvaret - på samme måde, som hvis forsikringsselskabet (eller en hvilken som helst anden kunde) vil have en reparation, der er mindre, end det, du som fagmand, ville anbefale.
Eksempel på formulering
En ansvarsfraskrivelse herfor vil også - som anført ovenfor - skulle udarbejdes/fremsendes inden arbejdet påbegyndes, så modparten kan nå at tage stilling til, om de hellere vil have den håndværksmæssigt rigtige løsning. Alternativt - og som det næstbedste - kan fraskrivelsen anføres på fakturaen; og allerhelst gentages heri.
Fraskrivelsen kan se ud som følger:
"ANSVARSFRASKRIVELSE
Du har valgt at få udført en stenslagsreparation. Du skal være opmærksom på, at holdbarheden heraf ikke kan garanteres, og at stenslaget allerede nu kan have forplantet sig til ruden med en langt større revnedannelse til følge."
Netop stenslagsproblematikken var et af hovedproblemerne i en ankenævnssag for nylig, der er værd at fremhæve i en anden sammenhæng også; nemlig - hvem er det så, der skal have ansvarsfraskrivelsen, hvis det er en forsikringsskade? Aftaleparten er - måske ikke helt oplagt - forsikringsselskabet.
Du arbejder ikke for bilejeren - men for dennes forsikringsselskab. Det betyder, at det er forsikringsselskabet, du aftaler pris og omfang af reparation med.
Tilsvarende er det forsikringen, der skal reklamere, hvis der er problemer med arbejdet. Det fremgår klokkeklart - og forventeligt - af ankenævnsafgørelsen 17499.
Kan værkstedet fraskrive sig ansvaret?
Kan en mekaniker fraskrive sig ansvaret for en reservedel eller et stykke arbejde? Og svaret er - som altid med jurister - "Det kommer an på...".