23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Motor-magasinet
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Rusketur og altankasse klarer sodet

Additivspecialisten har indgivet patentansøgning på to egenudviklede produkter til turbo- og dyserens.

SODPARTIKLER Nogen gange er det med at tænke ud af boksen for at finde på løsninger på tidskrævende og manuelle handlinger. Det har man gjort hos Additivspecialisten i Viby ved Aarhus ved at opfinde netop en teknikboks, der kan optimere renseproceduren med renseskum blæst ned i den roterende turbo på bilmotoren. Samt en mere simpel opfindelse i form af en "altankasse", der holder indsprøjtningsdyser lodret i rensevæske, så den hydrauliske indmad ikke går til under eksempelvis en motorreparation.

Begge dele har Torben Bruhn Kristensen, der er manden bag den fremadstormende virksomhed siden 2014, Additivspecialisten, indgivet patentansøgning på sammen med sin ansatte Jimmy Elkjær. Samt på en tredje ting, som det endnu er for tidligt at fortælle om. Men Torben fortæller gerne om de to første:

Ingen flygtningehjælp

- Begge vores opfindelser er helt unikke, det har vi også Opfinderrådgivningens ord for, hvor vi har fået hjælp til verdens-patentansøgningerne, siger Torben B. Kristensen.

Han har forsøgt at få en dansk produktion op at stå via kontakter til danske elektronikværksteder samt Aarhus Kommune om flygtningehjælp - altså hjælp af flygtninge til sin produktion - men fik så få ansøgere, at han valgte at lægge produktionen i Kina via et sourcingfirma.

- Indtil videre har vi fået fremstillet 50 rensemaskiner, men forventer at kunne sælge langt flere. Der er allerede flere interesserede internationale distributører, som agerer på 60 markeder, der har henvendt sig, fortæller Torben B. Kristensen. Som tidligere dieseltekniker hos et Bosch dieselcenter og Bell Add, med speciale i dyser og pumper, startede han sin virksomhed op for fem år siden. Additivspecialisten har haft overskud de seneste tre år, og indehaveren forventer et par millioner i plus i seneste 2018-regnskab.

Masserer impellerne

Hidtil har det primært været de flydende rensevæsker, Additivspecialisten har gjort i. Men nu altså også maskiner. Om princippet bag rensemaskinen fortæller Torben B. Kristensen, at den automatiserer en tidligere manuel funktion.

Ved brug af renseskum har det i flere år været almindeligt, at man manuelt flytter turboindstillingen 30-50 gange for at "massere" impellerne, så skummet får fat i sodbelægningerne. Maskinen gør det automatisk ved at flytte turboen en gang i sekundet fra yderstilling til yderstilling cirka 10.000 gange over en behandling over 3-4 timer, samt varierer ladetrykket. Bevægelserne betyder, at der konstant tilføres sodopløsende skum på tilsodede steder. Samtidig bliver turboen kun lun fremfor brandvarm, hvorved tilført rustopløser virker bedre i hele processen.

- Det giver valuta for pengene - det kan vi vise sort på hvidt overfor kunderne, ligesom vi har været rundt på tekniske skoler for at demonstrere vores maskine for elever og lærere, siger Torben Bruhn Kristensen.

Montering af maskinen på turboen, der bliver siddende på bilen, tager 15 minutter og sparer cirka et par mandetimer per rensning - og en dyr turbo-udskiftning til ofte 20.000 kroner.

Men faktisk er det Addistivspecialistens råd til værksteder, at de tilbyder kunder med tilsodede biler et andet trin før brug af maskinen: Hvis bilens turbo melder overboost, har Additivspecialisten selv lige udviklet en ny type meget effektiv rensekemi, Ultra Servicerens, der hældes i brændstoffet. Tilbagemeldinger fra værksteder om succesraten på både turbo og EGR-ventil, efter brug på problembiler, er allerede høj, fortæller Additivspecialisten.

- Værksteder skal se disse afhjælpningsmetoder som trin; først et tilbud til kunden om rensevæske, derefter eventuelt vores nye type maskin-skumrens og først derefter nymontering af en dyr turbo til mange tusinde kroner - det er god kundeservice, og med til at holde kunderne på værkstedet, mener Torben B. Kristensen.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.141|