23948sdkhjf

Ny butik satser på prisen

Refako Autodele har overtaget Linders Autodele i København, som hørte til au2parts-kæden.

AUTORESERVEDELE Fa. Refako ApS i Odense har pr. 1. marts overtaget Linders Autodele på Gl. Køgevej 493 i Hvidovre.

Linders Autodele har i over 35 år været drevet af brødrene Bernt og Alvin Linder som en au2parts grossist.

I første omgang bliver der lagt fuldt reservedelsprogram op til person- og varevogne, oplyser Klaus Jørgensen fra Refako Autodele.

- Vi satser kun på autoreservedele, vi har for eksempel ikke værktøj. Reservedelene er vores brand. Vi har heller ikke et værkstedskoncept eller fire daglige varetur. Her fra Hvidovre kører vi med én bil efter ordrer. Det betyder så til gengæld, at vi kan være billigere, og vi får da også ros for vores priser, forklarer Klaus Jørgensen, søn af stifteren af Refako, Tommy Jørgensen.

- Vi forsøger at positionere mellem T. Hansen/Biltema og koncept-grossisterne, og der ligger Refako godt, tilføjer han.

Refako har nu 16 afdelinger i Danmark med godt 80 medarbejdere.

Søger nye folk

68-årige Bernt Linder vil være behjælpelig i en overgangsperiode, mens storebror Alvin Linder på 71 år går på pension.

Med over i Refako-regi følger chauffør Laila Sørensen, mens Refako nu søger en afdelingsleder og ekspedient til den nye afdeling i Hvidovre.

Det er Frank Jepsen, lager- og logistikchef hos Refaka, som står for opbygningen af den nye butik i Hvidovre, mens personale fra Refako-afdelingen i Kalundborg i en periode sørger for den daglige drift på Gl. Køgevej.

- Vi fortsætter med at servicere de frie værksteder i nærområdet, men vi vil også forsøge at finde nye kunder. Det er der gode muligheder for - det er jo et tætbefolket område, påpeger Klaus Jørgensen.

Lykkeligt for begge

Afdelingen i Hvidovre er på 400 kvadratmeter, og Linder brødrene fortsætter som ejere af ejendommen, der nu lejes ud til Refako.

- Vi tror på, at dette salg bliver lykkeligt for begge parter, og at firmaets ånd vil fortsætte her på matriklen. Bernt Linder fortsætter jo også i en overgangsperiode, så kunderne kan fortsat få sig en snak med den tidligere indehaver ved disken, siger Klaus Jørgensen og tilføjer:

- Dette salg er jo en god historie - vi skal så se, om vi ikke kan drive forretningen videre i det nye regi, men det tror vi på.

Et tungt ben

Da Motor-magasinet kikkede forbi den 7. marts, var Refako i fuld gang med at lægge sit eget varelager ind i Hvidovre, som altså får et nyt lager.

Nyt bliver det også, at Hvidovre-afdelingen får en del af Refakos program til lastbiler og busser. Denne del udgør halvdelen af salget hos Refako, mens autoreservedelene udgør den anden halvdel.

- Her har vi helt andre konkurrenter, men der er mange tunge kunder her i området (Avedøre Holme, red.), og vi tager det i trin. Desuden rammer vi tit kunder med en blandet flåde, udtaler Klaus Jørgensen.

- Det sidste halve år har været svært, fordi mange værksteder har haft det svært. Men vi er ikke bange for denne udvidelse, og det bliver ikke den sidste nye afdeling, vi åbner, fastslår Refako-chefen.

Linder Autodele

Stiftet i 1957 i Hvidovre af Carl Linder, som først drev autoophug. Siden udviklede det sig til en autogrossist forretning.
Overtaget af brødrene Alvin og Bernt Linder i 1983.
Med i au2parts grossistkonceptet siden starten.
Beskæftigede tidligere seks medarbejdere, men har på det seneste været drevet af tre, da der har været droslet ned frem mod salget.

Refako Autodele

Har hovedkontor på Ejby Møllevej i Odense og hovedlager her.
Etableret af Tommy Jørgensen i 1971. Han er i dag 76 år og kommer fortsat i firmaet.
De sidste ti år har Refako været tegnet af sønnen Klaus Jørgensen.
Beskæftiger godt 80 medarbejdere.
Har 16 afdelinger, heraf de fem i Østdanmark.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.203