Der er nu 750.000 elbiler på de danske veje. Dermed er bestanden nået op på et niveau, som for blot seks år siden blev betragtet som et ambitiøst mål for 2030.
Det viser nye tal fra bilstatistik.com, som brancheorganisationen Mobility Denmark har offentliggjort.
Da Eldrup-kommissionen i september 2020 fremlagde sine anbefalinger til den grønne omstilling af bilparken, vurderede den, at én million grønne biler i 2030 ville blive for dyrt. I stedet pegede kommissionen på en model med 750.000 nul- og lavemissionsbiler, inklusive plug-in-hybrider.