23948sdkhjf

Magnussen er mere end tilfreds med sjetteplads i Melbourne

Den danske Formel 1-kører kunne sætte otte VM-point på kontoen efter sæsonens første løb i Melbourne.

Formel 1 Haas-holdet måtte hele følelsesregistret igennem, da sæsonens første grandprix søndag løb af stablen i 26 graders varme i Melbourne, Australien.

Holdets danske racerkører, Kevin Magnussen, sluttede løbet på en sjetteplads, mens holdkammeraten Romain Grosjean måtte udgå fra løbet efter 31 omgange på Albert Park.

- Det har været en rigtig god dag, og jeg er meget tilfreds. En sjetteplads er rigtig, rigtig god for mig, siger Kevin Magnussen fra en solbeskinnet paddock søndag morgen dansk tid.

Magnussen har med sin sjetteplads fået en god start på Formel 1-sæsonen 2019. Hans placering giver otte point til det samlede regnskab, mens pointene også sikrer Haas en fjerdeplads i konstruktørernes konkurrence.

Det samme kan ikke siges om Romain Grosjean.

Halvvejs inde i løbet skete det, der ikke måtte ske. En pitfejl kostede først franskmanden dyrebare sekunder og sendte ham senere helt ud af løbet med et løst venstre forhjul.

- Jeg er selvfølgelig ærgerlig på teamets vegne over, at vi ikke får begge biler i mål. Jeg er sikker på, at Grosjean ville have fået en god placering i dag, siger Kevin Magnussen.

Det er ikke første gang, at et katastrofalt pitstop sætter en kæp i hjulet for Haas på Albert Park.

Sidste år måtte både Kevin Magnussen og Romain Grosjean udgå med få minutters mellemrum, umiddelbart efter at de havde været i pit.

Hos danskeren var et baghjul løs, da han dengang kørte ud på banen i Melbourne, og hos Grosjean var venstre forhjul løst.

Fadæsen kostede ikke kun holdet to gode placeringer og mulige point, men også en bøde på 10.000 euro svarende til cirka 74.000 kroner.

Siden da har Haas øvet pitstop mindst 300 gange. Alligevel gik det galt søndag, og det ærgrer holdets manager, Günther Steiner.

- Det er underligt. Vi har kørt 20 løb uden problemer, og så sker det endnu engang her i Melbourne, siger Haas-bossen, der dog også har overskud til at grine af miseren:

- I det mindste fik vi 50 procent hjem. Næste år går vi efter 100 procent, siger han med et smil på læben.

Grandprixets helt store vinder blev Mercedes' Valtteri Bottas, der ellers ikke havde vundet et løb siden Abu Dhabi i 2017.

Pointet for hurtigste omgang gik også til finnen med tiden 1 minut og 25,58 sekunder.

Kilde: Ritzau

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.192