VÆRKSTEDSKÆDE Motor-magasinet skriver hver uge om de danske værkstedskæder, men ikke meget om kæden Intopit Carservice. Kæden dukkede senest op i fagavisens spalter forleden i forbindelse med it-portalen Autobutlers kåring af landets bedste værksted og værkstedskæde, baseret på over 30.000 kunde-bedømmelser. Her opnåede kæden en samlet placering som nr. 13.
Intopit Carservice udspringer af leasingselskabet Intopit, som holder til i Viborg.
Selv beskriver Intopit Carservice sig som "en uafhængig værkstedskæde." Selv ejer Intopit fire værksteder. Derudover er 28 tæt knyttet til kæden, og 88 har en løsere tilknytning. Altså samlet 120 værksteder. På de 32 værksteder står cirka 200 medarbejdere klar til at servicere erhvervskunder 24-7, året rundt.
- Vi har specialiseret os i biler på gule plader - 80 procent af vores værkstedskunder er fra erhvervslivet. Desuden udmærker vi os ved blandt andet at have en speciel hente- og bringe-ordning, ét 24/7 callcenter, altid lånebiler til alle, central fakturering, at bilerne laves med det samme og at vi har samme lave værkstedstimepris over hele landet, påpeger manden bag Intopit, Magne Jakobsen, over for Motor-magasinet. Han fortsætter:
- Vi har brugt fire år på at lave kontrakter med kunder, hvor eksempelvis et trackingsystem følger bilerne, så det er os, der ringer til kunden, når bilen skal til service. Vi forsøger at rydde op i måden at service biler på og at strømline det. Således kan vi få cirka 1,5 flere biler igennem per mekaniker på et værksted om dagen - eller cirka ti procent - end et almindeligt værksted, fordi vi strukturerer tingene. Det sparer igen kunden for penge og ventetid, forklarer Magne Jakobsen.
Han stiftede Intopit ApS i 2014 ud fra et ønske om at udvikle et fremtidssikret og anderledes leasingkoncept, der tog afsæt i den øgede digitalisering af autobranchen.
Vil til Aarhus og Nordsjælland
Af de 32 tættest tilknyttede værksteder er de fire Intopits egne med Vest-værkstedet i Viborg og Øst-værkstedet i Roskilde. Men Intopit vil gerne have flere egne værksteder.
- Vi skal vokse yderligere, så vi inden udgangen af 2020 har syv egne værksteder, placeret strategisk ved hovedfærdselsårerne gennem Danmark, idet vi jo bruger meget tid på at hente og bringe biler. Pt søger vi to placeringer, i Aarhus og nord for København. Samtidig vil vi dog beholde vores samarbejdsværksteder. Disse har ikke noget Intopit mærke på, idet vi jo ikke er ejet eller styret af autogrossister - vi er helt frie og uafhængige, fastslår Magne Jakobsen.
- Vi går til venstre, når andre går til højre. Vi forsøger at tage skeen i den anden hånd: Vi vil fortsat være frie, uafhængige og innovative, tilføjer han.
Selv henter Intopit sine dele hos au2parts i 2019.
Ny direktør on ny ejerkreds
I øvrigt er Magne Jakobsen netop trådt tilbage som direktør for Intopit Carservice, idet Henrik Hansen per 1. januar 2019 er ny direktør. Henrik Hansen er 51 år og har arbejdet i 23 år som værkfører. Han åbnede eget værksted i 2001 - Autoværksted Viborg.
- Jeg fortsætter dog med fokus på leasingselskabet og på at holde vores portefølje kørende, siger Magne Jakobsen.
Intopit administrerer i dag omkring 1800 leasingbiler og har samlet 3000 biler kørende, idet en stor del ejes af kunderne selv.
- Men rabat og service er den samme, uanset bilens ejerforhold, fastslår Magne Jakobsen.
Værkstedskæde har vokseværk
Intopit Carservice, der har specialiseret sig i varebiler, vil have flere egne værksteder. Kæden har netop udpeget ny direktør.