23948sdkhjf

Sommervarmen har åbnet danske øjne for kølebokse

Salget af kølebokse til bilen er eksploderet i den historisk varme sommer. Det er gået op for folk, at det godt kan svare sig at have kølige drikke med i bilen, melder Dometic Denmark, der knap nok har kunnet følge med efterspørgslen.

KOMFORT Det er ikke mere end et par måneder siden, at adm. direktør Per Flensted fra Dometic Denmark var ude med et opråb til danskerne: "Sørg nu for at have en køleboks med i bilen til sommerferien, så I selv kan medbringe mad og drikke og derved slippe for at skulle ind på en tankstation, når sulten eller tørsten melder sig."

I dag - et par måneder senere - kan Per Flensted konstatere, at danskerne i den grad har fanget budskabet. Salget af kølebokse er nemlig eksploderet.

- Jeg kan ikke mindes, at vi nogensinde har solgt så mange kølebokse, som tilfældet er i år, siger direktøren, der dog ikke bilder sig ind, at det er hans opråb alene, som har fået folk til at købe kølebokse til bilturen som aldrig før.

- Faktum er, at danskerne tilsyneladende har indset, at det godt kan betale sig at købe en boks, så man har kølig mad og drikke inden for rækkevidde, når man eksempelvis havner i en bilkø i 30 graders varme. Med de temperaturer, som vi er oppe på, er det ikke længere tilstrækkeligt med et par køleelementer på frys, da de simpelthen ikke holder længe nok, siger Per Flensted.

Alle typer bokse

Han oplyser, at det er stort set alle typer kølebokse, som er blevet revet væk. Fra de billige termoelektriske kølebokse, som starter i en prisklasse omkring de 300 kroner, til de lidt dyre kompressorkølebokse, som starter i 3500 kroners klassen, og som er i stand til at fryse, så der også kan medbringes is på turen.

- Mange har købt en køleboks afstemt efter denne sommers aktuelle behov, men det er også tydeligt, at der er dem, som har tænkt mere langsigtet og overvejet, hvad de kan bruge den dyrere køleboks til i de kommende sæsoner, siger Per Flensted, der selv ville ønske, at han havde kunnet kigge ind i fremtiden for et par måneder siden.

- Hvis vi havde kendt vejrudsigten for hele sommeren, så havde vi ganske givet fået produceret endnu flere kølebokse, for vi er faktisk nået til et punkt nu, hvor vi ikke kan følge med efterspørgslen på samtlige modeller, siger Per Flensted og slutter:

- Nu håber vi blot, at danskerne husker den historisk varme sommer i 2018. For det er jo ikke utænkeligt, at vi igen får en brandvarm sommer, hvor behovet for kølige forsyninger i bilen eksploderer.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078