EVENTMARKEDSFØRING - Vi skal da ha’ en hyggelig dag sammen med vores kunder. Ikke så meget reservedele og forretning i dag - lige nu skal vi se noget ræs og spise en burger. Eller to.
Præcis denne tankegang har fået to af de store i autobranchen, grossisterne FTZ og au2parts til igen og igen at invitere tusindvis af venner af huset til gammelmands-ræs i Aarhus og i København; præcist som i weekenden, da vejene omkring svømmehallen i Bellahøj pludseligt blev en racerbane.
Og ja, de var der igen, FTZ og au2parts. Og sammen med dem mange andre. Faktisk var der flere udstillere til CHGP end nogen sinde før. Blandt de nye Würth, der også har fået øjnene op for eventmarkedsføring bland historiske racerbiler.
Så måske ligner en weekend på Bellahøj mest af alt et opgør på burgere. For racet er jo det samme uanset om man som ven af huset kigger med fra FTZ’s eller au2parts hjørne eller fra Würths telt.
Vi går ind for at tjekke burgerne hos FTZ. Møder distriktschef Thomas Bach og spørger, "Hvorfor er FTZ her i dag?"
- Det er let, det er for at have en hyggelig dag. Vi er her for at møde vores kunder på en anderledes måde. Så det faglige har vi bevist valgt fra. I øvrigt er vi rigtig glade i år; det tyder på, at vi får alt i alt 4.700 besøgende.
- Så du havde bagagerummet fyldt med pølser, da du kørte herind?
- Jo, i den grad!
Og samme spørgsmål til Niels H. Skak, adm. direktør hos au2parts, der holder til i den modsatte ende af banen:
- Vi er her først og fremmest for at have et uformelt samvær med vores kunder. Men jeg må jo indrømme, at når man er så store, som vi er, kan man af og til miste overblikket ligesom det kan være vanskeligt at genkende alle gennem solbriller og under kasketter.
- Derfor har vi gennemført en undersøgelse af, hvem der er her. Og det foreløbige resultat viser, at der er indehaver og mekanikere. Så det faktiske stemmer overens med forventningerne.
Niels H. Skak oplyser - og det er midt på dagen, søndag - at der kommer mellem tre og fire tusinde besøgende hos ham.
En af de nye til CHGP er Würth - hvilken burger serveres så her? Vi spørger Søren Graabach, markedschef.
- Her gik du forgæves; her er hverken burgere, pølser eller øl. Man kan få en kold vand; vi har valgt en helt anden strategi; nemlig at vi her hos os serverer viden og kompetence. Derfor har vi heller ikke burger-piger stående, jeg har i stedet taget et helt hold af specialister med, der her og nu kan give viden til vores besøgende.
Var publikum på CHGP til værktøj eller burgere?
Hvorfor er vi her? Vi spørger to af de "gamle" og en af de nye, hvad de får ud af at være udstillere til Copenhagen Historic Grand Prix.