NYKLASSIKER Selv om den varmeste maj i Danmarks historie denne mandag i starten af juni er afløst af skyer og noget mere dansker-agtige temperaturer, lyser et lille stykke japansk bilhistorie op i et industrikvarter i Karlslunde. Fire Datsun-biler med fødselsårene 1973, 1981, 1982 og 1984 er parkeret med snuden mod Motor-magasinets udsendte og så Flemming Nøhr - ejeren af det lille stykke automotive historie fordelt på 16 hjul, otte forlygter og et hav af elektrisk udstyr, der i 1970’erne og 1980’erne med Flemming Nøhrs ord var med til at rykke den japanske bilproducent helt i front.
- Men det jeg altid har været fascineret af og som stadig gør, at jeg er så glad for mærket, er formen, siger han og peger over på den bil, som har det måske mest kendte modelnavn af de fire, en 240Z.
- For mig at se var den bil allerede i starten af 70’erne virkelig langt fremme på flere tekniske punkter. Den har uafhængig affjedring hele vejen rundt, 151 hestekræfter og en kørevægt på 1.075 kilogram. Lang snude og det hele var så fedt, da jeg første gang kom ind og sidde i sådan en, mens jeg studerede i 1980’erne, siger Flemming Nøhr.
Han er uddannet elektroingeniør og civiløkonom og har blandt andet arbejdet hos Danfoss, inden han i 2003 startede firmaet MT Filter. Det udartede sig senere til firmaet MT Filter Service, der i dag har specialiseret sig i rensning af partikelfiltre.
Egentlig var det en lidt pudsig historie, der gjorde, at Flemming Nøhr fik øjnene op for det japanske mærke og det faktum, at han nok ikke var den eneste, som havde sådan et forhold til mærket.
- En dag kører jeg hjem i min daværende Datsun fra studiet i København og til mine forældres hus i Taastrup. Her bemærker jeg, at en bil nærmest fra start til slut følger efter mig. I starten tænker jeg, at det må være en tilfældighed, men jo længere jeg kommer uden for byen, desto mere tydeligt bliver det, at bilen følger efter mig. Da jeg endelig når hjem til mine forældre hus, springer der en mand ud af bilen bagfra og spørger som det første: Må jeg ikke købe din bil? Jeg var først imod, for jeg havde næsten lige renoveret bilens kofangere og et par andre ting, der havde kostet en del af opsparingen. Men alting har jo en pris, så jeg slyngede et ret højt tal ud, siger Flemming Nøhr.
- Jeg tror det var i omegnen af 80 eller 90.000 kroner, hvilket dengang var temmelig meget for sådan en bil. Og en bil i det hele taget. Men han gik med til det, trods det lidt tunge prisskilt, og det markerede efterfølgende 20 års fravær af Datsun i mit liv.
En amerikaner-darling
Som mange andre ejere af klassiske biler måske kan nikke genkendende til, starter jagten på drømmebilerne online. Det var da også på e-Bay, at Flemming Nøhr faldt over den beigefarvede 240Z, som er, når han virkelig presses til at vælge, hans favorit af de fire.
- Den her bil stammer fra Texas, og jeg måtte slippe 50.000 kroner for bilen, 15.000 kroner i fragt og ca. 13.000 kroner i forhold til indregistrering. Men hvis jeg finder tilsvarende model i dag, starter priserne altså ved 100.000 kroner. Så der er jo sket noget, og det er på nogen vis med til at bekræfte mig i, at Datsun som mærke godt kunne gå hen og blive et sådan nyklassikermærke.
Datsun og Z-serie har og er stadig nært forbundet med Nordamerika, hvor størstedelen af de producerede sportsvogne findes i dag. Her startede salgsindtoget i USA med modelserien Fairlady og har siden dannet baggrund for en stribe klubber og motorsportsløb, hvor den lille bil har været omdrejningspunktet. Flemming Nøhrs udgave af 240Z’eren er holdt i stort set standardudgave. For ham er størrelsesforholdet også et pudsigt aspekt ved bilen.
- Første gang jeg satte mig ind i den var den altså ret stor. Den lange front og den lave siddeposition gjorde, at jeg faktisk følte, at man sad i en stor bil. Dengang kom man jo også fra en Morris Mascot eksempelvis. Men i dag må jeg nok tilstå, at pladsen er noget trang i kabinen, og kørekomforten vist lige er noget, der kræver tilvænning, siger Flemming Nøhr og tilføjer:
- Man kan altså sige, at det er den klassiske med, at man genoplever drengedrømmen om at eje en særlig type bil. Man er vildt glad, når man får plader på. Men hvis jeg skal være helt ærlig, så bliver man jo lidt skuffet, når man finder ud af, hvad det egentlig er for noget gammel lort, fortæller Flemming Nøhr med et smil på læben.
Måske en elbil
En ting er stort set fælles for de fire biler, der altså omfatter en 240Z, en 280Z, 280ZX Turbo og en 300ZX Turbo, nemlig at de alle fire er originale.
- For mig at se beholder de charmen bedst, hvis de er originale, eller i hvert fald så langt hen ad vejen, man kan komme med klassiske biler. Jeg er med i en Z-klub på Facebook, og vi mødes også engang i mellem. Og her er der nogle medlemmer, som har ombygget og tunet deres biler. Der er jeg ikke helt endnu, siger Flemming Nøhr.
Ingeniøren går dog med en lille drøm om at gøre helt op med det princip på en ældre 240Z.
- Jeg har været ved at undersøge, om jeg kunne bygge en lignende 240Z’er om til en ren elbil. Det er lidt sjov, og faktisk skulle der være et par steder i landet, man kan få ordnet det. Man har også set det med ældre britiske biler som Morris Mini og blandt andet Jaguar E-type, som den nu gifte Pris Harry i Storbritannien kørte sin brud Meghan Markle væk i til royalt bryllup forleden, siger Flemming Nøhr og fortsætter:
- Jeg har undersøgt med Færdselsstyrelsen, og det kan lade sig gøre, og det kan det godt med 240Z’eren. Det kunne være fedt at prøve, men nu må vi se.
Selv kan filtermanden i Karlslunde dog ikke meget mekanikerarbejde og er derfor afhængig af hjælp udefra, hvis de japanske klassikerbiler skulle gå i stykker.
- Skulle jeg bygge en elbil eller blot reparere på dem, jeg allerede har, skal jeg på jagt efter værksteder, der kan fikse dem. Det er langt fra nemt, og lige med Datsun er der langt mellem mekanikere, som kender bilerne og ikke mindst har adgang til reservedele, fortæller Flemming Nøhr.■
"Jeg har altid været vild med formen"
Flemming Nøhr har noget med Datsun og den særlige form, der minder ham om studietiden.