RACE-SAMARBEJDE Et eller andet sted i Jylland producerer et støberi og et maskinværksted den krumtap, der er hjertet i danske Zenvos nye hyperbil TSR-S med hjemmebygget V8 5,7 liters kraftværk med 1200 hk og næsten lige så stort moment. Dét ved vi her på fagbladet. Men vi har ikke kunnet opstøve hvem og hvor - desværre. For der er stort hemmelighedskræmmeri omkring, hvem der leverer dele til den lille, eksklusive fabrik i Præstø på Sjælland, hvor Zenvo holder til. Faktum er, at en række danske leverandører er med til at levere stumper til den danske hyperbil-producent.
Men vi kan fortælle, at samarbejdet mellem Zenvo og Le Mans-teamet Rebellion fortsætter, og at Zenvo er sponsor for teamet, der i år deltager i topklassen LMP1 i Le Mans. Teamet vandt jo FIA WEC i LMP2-klassen i 2017, så man har grund til at være stolt over samarbejdet hos også Zenvo.
- Vi har mulighed for at udvikle en fælles motor sammen med Rebellion, ligesom Rebellion samtidig tester for Zenvo. Og så har Rebellion også bilforhandleren Rebellion Motors, samt produktion af ure, Rebellion Timepieces, som vi hos Zenvo er partner på. Så det er win-win begge veje, siger danske Zenvos engelsktalende marketingdirektør Peter van Rooy til Motor-magasinet.
To gearkasser i én
Og så over til den nye racer. TSR-S blev præsenteret som et "brutalt bæst" på det internationale Geneve motorshow i marts, som den tredje i rækken efter TS1 GT og TRS. En gadeversion af TSR track-bilen, idet Zenvo ønskede at udvikle en bil med "to ansigter" - en high performance hypercar, der kan nydes på offentlig vej, men som også kan give en gedigen racer-oplevelse på banen under høj fart. Blandt andet i kraft af den hydraulisk styrede bagvinge, der bøjer til siden i sving for at give optimal downforce.
Kunderne - indtil videre blot én, og han er dansk - kan få skræddersyet performance opsætning inklusive variabelt output. Den unikke gearkasse kan skifte via ratpadles mellem standard vej-konfiguration, med behagelige gearskifte, over til brutalt direkte power-skift i race opsætning med lige tænder på tandhjulene i gearkassens oliebad.
Laver fem årligt
I midten af TSR-S ligger en mere kraftfuld version af Zenvos egen-udviklede dobbelt kompressor 5.7 liter V8 racermotor, der her leverer 1177 hk ved 8500 o/min og mere end 1180 Nm i moment. 100 km/t nås på 2,8 sekunder. 200 km/t fra stilstand på blot 6,8 sekunder. Topfarten er 400 km/t men begrænset til 320.
Zenvo forventer at producere fem TSR-S årligt. Eksklusivt for TSR-S er Thors hammer i logoet for dem, der vil lægge 10,5 millioner kroner, uden afgifter, for "bæstet". Men så slipper man også for aircondition, airbags og radio - det vejer for meget for en bil, der gerne vil holde sig lige under 1500 kg.
Zenvos brutale racerbil med Le Mans-tråde
Den danske producent af hyperbiler, Zenvo, samarbejder med Rebellion racerteamet og har lige lanceret sin TSR-S racer med 1200 hk.