VÆRKSTEDER Værkstedskæden Din Bilpartner, som blev stiftet tilbage i 1985 og overtaget af FTZ i 2009, er på vej med et nyt udtryk og nyt logo.
På Din Bilpartners seneste landsmøde blev en ny fremtid for kæden vedtaget ved afstemning blandt værkstedsejerne: Værkstederne skal se ens ud i markedet, kædens synlighed og kendskab skal øges, man skal tættere på kunderne og deres behov, der skal løftes i flok gennem Din Bilpartners kvalitetsprogram, Den Høje Standard, og endelig skal fokus på kædens online platforme øges.
Kæden har således skiftet logo, idet de tidligere møtrikker er fjernet, det aktuelle payoff er skiftet til "Hurtigt videre" og frem mod 2021 skal alle værksteder skal have nye moderne facader, som findes i tre versioneringer med respekt for det lokale værksted.
133 værksteder
Din Bilpartner har allerede sørget for, at alle værksteder i dag tilbyder kunderne online booking.
- Vi får et skærpet udtryk som en samlet kæde, ligesom vi skruer op for kædeidentiteten, siger Din Bilpartner kædechef, Jakob Knudsen, til Motor-magasinet.
- Det er nu tydeligere og mere strømlinet, hvad Din Bilpartner i dag er, tilføjer han. Din Bilpartner tæller i dag 133 værksteder - et stabilt antal inden for de seneste år.
- Men vi vil da gerne være flere inden for de næste år. Vi har også allerede oplevet en øget interesse for at være med i vores kæde, siden vi lancerede det nye koncept for en måned siden. Således har vi netop tegnet tre nye værksteder, siger Jakob Knudsen.
Værkstedskæde i nye klæder
Værkstedskæden Din Bilpartner klar i moderniseret design.